“Vanvids”bilist blitzet af trafikkamera: Kørte 646 km/t for stærkt – i en Astra

18. maj 2018 09:51 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En Opel Astra har en tophastighed på 235 i den ypperste sportsmodel, der er tilgængelig lige nu.

Ligner det her en kabine på en bil, der kan køre knap 700 km/t? Det mente belgisk politi. Foto: Scanpix

Knap 700 kilometer i timen i en femdørs familiebil. Sikke en bedrift.

Ikke desto mindre er det præcis, hvad belgisk politi mener, at en bilist har kørt i sin Opel Astra et sted i Quiévrain-regionen i det vestlige Belgien. Det fremgår af et Facebook-opslag, hvor bilistens helt tovlige bøde vises frem.

Den britiske avis Daily Express har efterfølgende gravet detaljerne frem. Ikke overraskende er der tale om en bøde i størrelsesordenen “mærkbar”. Ifølge avisen lød den på 6579 euro. Det svarer rundt regnet til 49.000 kroner.

Fik sin bøde

Bilisten syntes, som du sikkert også gør nu, at politiets påstand var noget ude i hampen, og det fik han nu også medhold i. Det er stort set, hvis ikke komplet, umuligt at nå den form for fart i en passager-bil. I hvert fald skal en Astra skrues og bankes på i nær uhørt grad for at nå knap 700 kilometer i timen.

Topfarten på den ultimative sportsmodel til salg lige nu – en Astra Sports Tourer 1,6 turbo med 200 hestekræfter – er 235 kilometer i timen.

Den 32-årige “vanvids”bilist fik revet bøden i stykker, da politiet hurtigt måtte medgive, at det nok var en fejl. Ifølge Daily Express blev bilisten dog præsenteret for endnu en bøde. Denne gang på omtrent 335 kroner for en overtrædelse på knap 10 kilometer i timen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu