ANNONCE

Vanvidsbilist forsøgte at køre betjent ned

22. juni 2020 13:21 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

En bilist havde utrolig meget fart på fredag eftermiddag.

Fredag eftermiddag var en 20-årig mand hovedperson i noget af en hændelse, der førte et hav af lovbrud med sig.

Se hvor mange lovbrud, der var tale om, i bunden af artiklen.

Det fremgår af døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Fredag klokken 16.37 bemærkede en patrulje en bil, der kørte overordentligt stærkt ved Ørslev nær Vordingborg. Bilen fortsatte nordpå af hovedvejen mod Rønnede.

Selv om politiet forsøgte at få bilen til at standse, så fortsatte den i meget høj fart. Flere gange nåede bilen op på 140 kilometer i timen i byområder, hvor den maksimale hastighed er 50 kilometer i timen.

Samtidig overhalede bilen steder, hvor der var fuldt optrukne linjer. Under kørsel blev der desuden gjort brug af håndholdt mobil.

Der blev også kastet en flaske ud af bilvinduet i et forsøg på at ramme den bagvedkørende politibil.

Det var dog ikke det eneste, der blev smidt ud af et af bilens vinduer. For undervejs blev også en lille pose smidt ud. Det viste sig senere, at der var hash i posen.

På Rønnede Landevej ved Tappernøje lykkedes det for politiet at få standset bilen.

Men da en betjent tog kontakt til føreren af bilen, forsøgte føreren at sætte bilen i bevægelse og køre frem mod betjenten.

Klokken 17.03 blev føreren – en 20-årig mand fra Haslev – anholdt. Mens også passageren – en 18-årig kvinde – blev anholdt.

Kvinden blev løsladt kort tid efter anholdelse. Anderledes så det ud for den 20-årige mand.

Han blev sigtet for et hav af lovbrud.

Den 20-årige blev sigtet for at forvolde fare for liv og førlighed, for at overtræde lov om euforiserende stoffer, for forsøg på vold mod tjenestemand og for at køre i bil, selvom han havde fået frakendt sit kørekort.

Han blev løsladt dagen efter klokken 12.30.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu