ANNONCE

Vanvidsbilist sigtes for 40 forhold

27. april 2021 16:48 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Han sigtes blandt andet for at have bragt andres liv i fare

Se flere fotos i billedgalleriet herover

Syd- og Sønderjyllands Politi jagtede tirsdag formiddag en 30-årig vanvidsbilist på en strækning fra Haderslev til Genner.

Den vilde jagt startede da en politipatrulje bemærkede, at bilens nummerplade var stjålet. Da patruljen så gjorde tegn til, at manden, der kørte i en VW Passat, skulle standse, forsøgte han i stedet at køre fra politiet.

Allerede inde i Haderslev rammer den en kantsten og punkterer på et fordæk, men det forhindrer ikke manden i at køre videre. Også i Haderslev strejfer den en borgers bil.

140 i timen gennem by

Under bilistens flugt måtte flere springe for livet – blandt andet i Hoptrup, som han bragede igennem med 140 kilometer i timen.

Undervejs slingrer han frem og tilbage på vejen for at forhindre patruljevognene i at komme ind foran ham.

I Genner vendte bilen rundt og påkørte en patruljevogn samt skadede to andre patruljevogne, inden bilisten flygtede fra stedet. Kort efter blev han dog anholdt.

Sigtet for 40 forhold

Manden er sigtet for blandt andet vanvidskørsel, narkokørsel, kørsel i frakendingstiden, for at have sat andres liv i fare og vold mod politiet ved påkørsel af patruljevogne.

I alt er manden sigtet for omkring 40 forhold. Bilen er beslaglagt med henblik på afklaring af ejerforholdet og eventuel konfiskation.

Han vil onsdag morgen klokken 8.30 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg.

Fakta

Sådan defineres vanvidskørsel

Vanvidskørsel omfatter følgende forseelser begået under kørsel:

Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder (straffelovens § 241, 2. pkt.)

Uagtsom forvoldelse af betydelig skade på nogens legeme eller helbred under særligt skærpende omstændigheder (straffelovens § 249, 2. pkt.)

Forsætlig forvoldelse af nærliggende fare for nogens liv eller førlighed (straffelovens § 252, stk. 1),

Særlig hensynsløs kørsel (færdselslovens § 118, stk. 10),

Kørsel med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel med over 100 km i timen,

Kørsel med en hastighed på 200 km i timen eller derover

Spirituskørsel med en promille over 2,00.

Loven medfører således, at der er tale om vanvidskørsel, hvis bilen føres af en spirituspåvirket person eller med f.eks. 101 km/t i byzone eller 181 km/t på landeveje eller 201 km/t på motorveje.

Se flere fotos i billedgalleriet over artiklen

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu