ANNONCE
Hvis man kører bil i en byzone i Danmark, kommer man til at se mere end ét skilt, der fortæller, at hastighedsgrænsen er på 50 kilometer i timen.
Det valgte en 21-årig svensk statsborger at ignorere i en sådan grad, at han nu er blevet idømt fængsel.
Fyns Politi skriver i en pressemeddelelse, at straffen lyder på fem måneders fængsel, og at manden er dømt for flere forhold.
Manden er dømt for, i november, at have kørt mindst 130 km/t ad Døckerslundsvej og mindst 160 km/t ad Skibhusvej.
Derudover blev manden dømt for at være stukket af fra politiet, efter at han blev anholdt, for trusler og for besiddelse af en signalpistol. De to sidstnævnte forhold er fra oktober måned.
– Det her er en rigtigt groft tilfælde af vanvidskørsel i bymæssig bebyggelse, hvor den tilladte hastighed er 50 km/t, og det er jo en fuldstændig uacceptabel kørsel. Derfor er jeg meget tilfreds med dommen, siger anklager Simone Romme fra Fyns Politi i pressemeddelelsen.
Udover fængselsdommen er den unge mand blevet frakendt førerretten i Danmark i to år. Han er også blevet udvist til Sverige med indrejseforbud i seks år.
Manden er varetægtsfængslet, til han kan afsone dommen. Bilen, han kørte i, er konfiskeret. Det samme er signalpistolen.
Den unge mand modtog dommen.
ANNONCE