ANNONCE

Vanvidsbilist snuppet med 143 km/t – i 60-zone

21. september 2020 14:03 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Og det var ikke den eneste.

I denne uge er der landsdækkende hastighedskampagne.

Den vil slå hårdt ned – også på mindre hastighedsovertrædelser.

Det var ikke ligefrem de minde af slagsen, som politiet i København kan tweete om.

Her blev flere i weekenden snuppet med en over 100 procent overskridelse, og de hører altså under kategorien ‘vanvidsbilister’.

På Lyngbyvejen blev fire bilister målt til at køre mere end 100 procent for stærkt. De kørte henholdsvis 122, 123, 124 og 126 kilometer i timen. Hvor den højest tilladte hastighed er 60 kilometer i timen.

Det betød – på stedet – farvel til kørekortene.

Værre – eller hurtigere – gik det på Kalvebod Brygge, hvor der også er skiltet med “60”.

Her blev en bilist målt til imponerende 143 kilometer i timen.

Også den bilist fik taget sit kørekort.

Flere vanvidsbilister

I en pressemeddelelse Københavns Politi tidligere oplyst, at der i 2020 allerede har fanget halvanden gang så mange vanvidsbilister som man gjorde i hele 2002.

Og vanvidsbilismen kan få alvorlige konsekvenser. Længere nede i artiklen kan du læse om et af de grelleste eksempler, der kostede en københavnsk politimand livet.

Vanvidsbilisterne får chef for Center for færdsel og trafik i Københavns Politi, Steen Søder, til at rase:

– Det er fuldstændig vanvittigt og uacceptabelt at køre på den måde. Vanvidsbilisterne spiller hasard med både eget og tilfældige borgeres liv. Derfor er det noget, vi har stort fokus på i vores færdselsindsats, siger han i pressemeddelelsen.

Minister vil have vanvidsbilister i fængsel

Transportminister Benny Engelbrecht er ikke just imponeret over den slags kørsel.

Han står i spidsen for et forslag om stramninger i sager med grove overtrædelser; de skal kunne give ubetinget fængselsstraf første gang, hvor loven overtrædes.

– Hvis man kører så langt over hastighedsgrænserne, så er det ikke nok, at man bare får en bøde, har Benny Engelbrecht tidligere sagt til DR.

Hastigheder over 200 kilometer i timen skal ifølge forslaget give 20 dages fængsel plus en ubetinget frakendelse af kørekortet i minimum tre år.

Det samme skal gælde, hvis man overskrider hastigheden med 100 procent.

Betjent dræbt i rædselsulykke

Vanvidsbilisterne kan koste menneskeliv. Det er der talrige eksempler på.

Et af eksemplerne stammer fra Langebro, hvor en 35-årig politiassistent tilfældigt blev impliceret i en ulykke uden for tjeneste i sommeren 2019.

Ulykken skete, da en ung mand kørte hasarderet over Langebro i København kort efter midnat den 23. juli 2019.

Bilisten accelererede og kørte med mindst 108 kilometer i timen ad H.C. Andersens Boulevard og videre over Langebro mod Amager, hvor den højst tilladte hastighed er 50.

Efter ulykken flygtede han fra stedet uden at hjælpe politibetjenten, der sad fastklemt og livløs i sin bil.

Unge mænd i store biler

I 2019 blev 19 personer sigtet for at overskride hastighedsbegrænsningen med mere end 100 procent. Alene i første halvår af 2020 er 31 personer sigtet for det samme.

Og det er en helt særlig type personer, man særligt fanger, lyder det fra Steen Søder:

– Vanvidsbilisterne er unge mænd i store biler, der opfører sig som om, at byens gader er en legeplads. Men det her er dødeligt alvor, og derfor fortsætter vi vores indsats for at komme det her til livs, siger han.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu