ANNONCE

Vanvidsbillist kørte race gennem kendt festgade

24. september 2016 10:28 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Østjyllands Politi har lørdag morgen anholdt en ung mand for spritkørsel.

Vanvidsbillist kørte race gennem kendt festgade
Jagten gik gennem Skolegade. Foto: Google Street View.

En ung mand besluttede sig lørdag morgen for at tilsidesætte al sund fornuft, da han i sin bil strøg mod ensretningen i Skolegade i Aarhus. Hændelsen fandt sted klokken 04.58, på et tidspunkt hvor gaden først og fremmest er fyldt op med mennesker, der er i byen, eller er på vej hjem fra byen i den del af Aarhus, der huser en række værtshuse.

En patrulje satte efter manden, og efter en kort biljagt blev den unge mand standset ud for Fredens Torv. Her blev han testet for indtag af alkohol, han fik alkometret til at slå ud over det tilladte, og han blev derfor sigtet for både spirituskørsel og for at køre mod ensretningen.

Vagtchef ved Østjyllands Politi, Stig Heidemann, oplyser til Newsbreak.dk, at den unge mand i teorien også kan blive sigtet for at bringe andre menneskers liv og førlighed i fare.

– Jeg kender ikke den konkrete sag fra andet end døgnrapporten, men har der været en decideret faresituation, hvor folk kunne blive ramt, kan man sagtens blive sigtet efter den paragraf også, oplyser vagtchefen.

Sket før

Det er kun en lille måned sidst, at en ung mand blev anholdt i Aarhus for at tage mere eller mindre samme tur gennem byen. Her blev en 20-årig ung mand bragt til standsning i netop Skolegade, og han blev sigtet for at bringe andre folks liv i fare.

– Der var flere, som måtte hoppe til siden for ikke at blive påkørt, fortalte vagtchef Carsten Dahl da til Newsbreak.dk

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu