Vanvidsuheld på motorvej: Politiet leder efter føreren

23. maj 2018 06:23 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Sønderjyske Motorvej blev spærret i sydgående retning mellem Haderslev og Aabenraa efter mystisk færdselsuheld.

Video: Local Eyes

Syd- og Sønderjyllands Politi leder tidligt onsdag morgen efter føreren af en tyskregistreret bil, der er væltet midt på Sønderjyske Motorvej.

Se mere video hos Local Eyes.

Det oplyser Erik Lindholdt, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til Ritzau. Newsbreak.dk har ikke haft held til at træffe vagtchefen onsdag morgen.

– I forbindelse med en anden opgave havde vi tilkaldt en hundefører til Aabenraa. Da han så er på vej til Aabenraa, er han lige ved at køre ind i en fuldstændig mørklagt bil, som ligger i første vognbane på motorvejen.

Det viser sig at være en tysk bil, som er væltet på stedet. Ifølge Ekstra Bladet er der tale om, at bilen måske er trukket efter en lastbil.

– Den er efterfølgende også blevet ramt af i hvert fald en lastbil og måske også en personbil, lyder det fra vagtchef Erik Lindholdt.

Sønderjyske Motorvej er spærret onsdag klokken 04.20 mellem afkørsel 69 Haderslev S og afkørsel 70 Aabenraa N i sydgående retning. Det skyldes politiets efterforskning og det helt særlige forhold, at “føreren af den væltede bil har vi ikke fundet. Og det er lidt underligt”, siger Lindholdt.

– Vi har droner ude, og vi har hunde ude for at lede efter den pågældende lige nu. Og det er derfor, vi har lukket det sydgående spor af. Men vi kender ikke helt alle detaljer endnu, siger vagtchefen. Newsbreak ville gerne have spurgt vagtchefen, om der var andre personer i bilen, da den blev fundet.

Politiet fik en anmeldelse om den væltede bil klokken 02.58. Klokken seks er der endnu ikke åbnet for trafik.

Opdatering:

Motorvejen er nu helt genåbnet efter uheldet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu