ANNONCE

Var den allerførste: Død 97 år gammel

8. december 2020 06:14 | Af: Ritzau Fokus

Yeager var den første person, der brød lydmuren. Hans bedrifter som pilot er vidt beskrevne. Han blev 97 år.

Var den allerførste: Død 97 år gammel
Yeager ses her i 1997 under fejringen af 50-året for, at han gennembrød lydmuren. (Arkivfoto.) Foto: Sam Mircovich/Reuters

Den legendariske jager- og testpilot Chuck Yeager er død, 97 år gammel.

Det oplyser hans hustru mandag lokal tid.

– Det er med stor sorg, at jeg kan fortælle, at mit livs kærlighed, general Chuck Yeager, døde kort før klokken 21.00 Eastern Time (3.00 dansk tid, red.), skriver Yeagers hustru, Victoria Yeager, på Twitter.

– Et fantastisk liv, Amerikas største pilot og et eftermæle bestående af styrke, eventyr og patriotisme.

Brigadegeneralen er kendt både i og uden for USA for at være den første pilot, der brød lydmuren i det eksperimentelle fly Bell X-1 i 1947.

Et fly bryder muren ved cirka 1000 kilometer i timen. Det høje brag, der kan høres på landjorden, kommer fra kraftige chokbølger.

Banede vejen for rumprogram

Ved at bryde lydmuren hjalp han også med at bane vejen for det amerikanske rumprogram.

– Det åbnede for rummet, Star Wars og satellitter, sagde Yeager i 2007 i et interview med nyhedsbureauet AFP.

Det eksperimentelle fly, som Yeager brød lydmuren med tilbage i 1947, fik ifølge AFP kælenavnet “Glamorous Glennis” til ære for Yeagers første hustru.

Flyet blev kendt for sin særlige kugleform med korte vinger og en markant spids.

Charles Elwood Yeager blev født i West Virginia i 1923.

Han var stadig en ung mand, da han i 1943 blev uddannet pilot i det amerikanske luftvåben og blev sendt til Europa for at kæmpe i Anden Verdenskrig.

Han blev kendt som en dygtig pilot og en soldat, der var meget tro mod sit land. Da hans fly blev skudt ned over Frankrig i 1944, og Yeager overlevede uden at blive fanget, skyndte han sig at melde sig klar til tjeneste igen.

Slog flere rekorder

Efter Tysklands nederlag fortsatte han i luftvåbnet og blev testpilot. Her slog han en række rekorder i forhold til fart og højde – ikke blot, da han gennembrød lydmuren.

Fra 1955 blev han udstationeret som pilot i blandt andet Tyskland og Frankrig.

Han forlod flyvevåbnet i 1975 – efter at have uddannet nogle af USA’s første astronauter – og fik forskellige opgaver hos private virksomheder.

Hans karriere er beskrevet i Tom Wolfes roman “Kold marv”, der senere blev til filmen med titlen “Mænd af den rette støbning”.

Victoria Yeager uddyber ikke årsagen til 97-årige Yeagers død.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu