Varebil røg på siden i grøften: Vej spærret

1. juli 2019 18:42 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

En varebil og en personbil kørte sammen. Og spærrede vejen.

Del:

Omkring klokken 16.30 lød alarmen via 112: Færdseluheld med fastklemte.

Og hos Midt- og Vestsjællands Politi fik man endvidere at vide, at en varebil lå i grøften på stedet, som i dette tilfælde er Adelers Alle ved Fjordvej i Hørve.

Da patruljen når frem til stedet er det da også det syn, der møder betjentene.

– Der er helt spærret. Der står en bil på vejen og der ligger en kassevogn på siden, siger Charlotte Tornquist, kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, til Newsbreak.dk.

Det skulle heldigvis vise sig, at de involverede kun har fået overfladiske skrammer.

– De er kørt til tjek på skadestuen, siger Charlotte Tornquist.

Hvordan uheldet er sket, vides på nuværende tidspunkt ikke.

Nu skal de involverede parter fortælle deres version.

– Der er også blevet afhørt vidner på stedet, siger Charlotte Tornquist.

Klokken 17 var bilerne flyttet og vejen kunne igen åbnes.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu