Varmen vender tilbage: Men så går det hidsigt ned ad bakke

20. august 2018 22:53 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Tirsdag bliver en "mellemdag".

Tirsdag bliver en slags mellemstation for vejret, der tager nogle vilde udsving over de kommende dage. Det fortæller Frank Nielsen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), mandag aften.

Både onsdag og torsdag ser ud til at blive nogle gode, lune dage og kan således – hvis alt går vel – byde på endnu to sommerdage i rækken på de mange, vi allerede har haft i år.

Der er dog et men, for torsdag slår en kraftig koldfront til og slår kløerne i os, fortæller Nielsen til Newsbreak.dk.

– Fra torsdag morgen og frem til fredag middag bevæger koldfronten sig ind over landet med begyndelse i det nordvestlige Jylland. På den varme side af koldfronten – foran – vil det så til gengæld være ret varmt, siger han.

Fredag og weekenden betegner meteorologen til gengæld noget vejmæssigt skrammel som følge af koldfronten, og et temperaturdyk fra 25-26 grader torsdag til et godt stykke under 20 fredag vil ikke være utænkeligt.

– Det varme havvand vil også rigtig kunne få bygerne i gang og kan give noget lokal torden, men det er endnu lidt usikkert.

Solid sommer

DMI afslørede tidligere mandag, at vi har haft en mere end ekstraordinært solid sommer. Såfremt de gældende prognoser holder udsigten, så er flere rekorder i sigtekornet.

På sin hjemmeside skriver instituttet nemlig, at sommeren – hvis den holder en forventet gennemsnitstemperatur på  17,7  grader – vil ende som den varmeste sommer siden 1874. I øvrigt sammen med sommeren i 1997.

Når det kommer til antal solskinstimer, tyder det også på, at endnu en rekord står for fald. Den nuværende førsteplads er helt tilbage fra 1947 med 770 sol-timer. Hvis prognoserne holder stik, ender vi omkring 780 timer i år.

Både tirsdag og onsdag – til dels torsdag – har tænkt sig at bidrage til statistikken, mener Frank Nielsen altså. Vi vil også få solen at se de øvrige dage, mens spredte byger og skyer dog kæmper hårdt imod, viser femdøgnsudsigten.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu