ANNONCE

Vejret bliver koldt med hagl, slud og tøsne

3. april 2021 07:47 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Ifølge DMI er der også udsigt til mere nattefrost

Vejret bliver koldt med hagl, slud og tøsne
Der er udsigt til nedbør af den hvide slags i nattetimerne i den kommende uge. Foto: Henning Bagger/Scanpix

Lørdagens vejr bliver flot, solrigt og tørt over det meste af landet. Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, er det kun på Bornholm, at der først på dagen er udsigt til lette byger.

Resten af landet får ellers mest af alt solen at se i kombination med en svag til frisk vind og 5-11 graders varme.

– Den ser pæn ud, siger vagthavende meteorolog, Lars Henriksen, om dagen

– Så går det ned ad bakke søndag, siger Lars Henriksen.

Farvel til solen

Søndag kommer der en masse skyer ind over landet fra vest. Det lukker for solen. Til gengæld ser det ud til, at vejret søndag forbliver tørt, hvilket er meget godt, hvis man er typen, der ikke gider for meget nedbør.

– Det går for alvor løs i næste uge, siger Lars Henriksen om vejret i den kommende tid.

2. påskedag og fremad får Danmark besøg af en omgang kold luft, og med den følger der byger af hagl, slud eller tøsne.

– Det kommer til at føles ret koldt, siger Lars Henriksen.

Nattefrost

Temperaturerne i den kommende uge vil trods alt ligge over frysepunktet, i dagtimerne, mens der om natten er udsigt til nattefrost.

– Det ser ud til, at vi kommer til at bøvle med det i det meste af ugen, siger Lars Henriksen.

Det mest positive, der er at sige om vejret i næste uge er, ifølge DMI, at det ikke kommer til at stå ned med nedbør hele tiden.

Der er snarere tale om en uge med en omgang blandet vejr, hvor der i perioder vil være sol.

– Så kommer bygerne, og de kan være med noget hvidt i, siger Lars Henriksen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu