ANNONCE

Iskolde nætter

1. september 2020 06:56 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Natten til tirsdag har nogle steder været nærmest frossen. Vejret den 1. september 2020 er en god indikation på, hvad vi bevæger os henimod.

I Horsens-området har det natten til tirsdag og tirsdag tidlig morgen været isnende koldt. Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) er vejret den 1. september 2020 en god indikator på, hvordan det bliver den kommende tid. I hvert fald om natten. Det kan du læse mere om senere.

Om det også senere på ugen bliver sølle 2,9 grader om natten er endnu uvist, selv om grundlaget er der. 2,9 grader er den koldeste måling, der er foretaget tirsdag morgen. Ifølge den vagthavende meteorolog Mette Tilgaard Zhang er den gennemsnitlige temperatur tirsdag mellem tre og syv/otte grader.

– Så det kan godt ske, man skal have vanter på her til morgen, tilføjer hun.

En enkelt byge

Generelt for tirsdagen bliver det dog en ganske fin dag, for kulden i nat skyldes fraværet af skyer. Det betyder, at varmen i nat er feset direkte ud i himmelrummet. Til gengæld har det været stjerneklart – og senere på dagen vil der være mulighed for at se noget sol.

– Ud på dagen bliver det så noget mere skyet i hvert fald mod øst. På Bornholm kommer også en enkelt byge. København/Nordsjælland får flere skyer og kan også se en klat regn, mens resten af Sjælland generelt bliver skyet.

Tirsdagens temperaturer ligger i spændet 16 til 21 grader. Faktisk bliver det nok lunest ved kysterne, fordi havvandet stadig er varmet godt op.

Ikke som sidste uge

Som ugen skrider frem bliver vejret mere ustadigt. Det er langt hen ad vejen slangudtryk for vådt. I hvert fald har DMI forberedt sig på, at vi fra onsdag vil se mere vand fra oven. Det kan til gengæld ikke entydigt siges hvor og hvornår.

– Det bliver ikke de store mængder regn, som vi så i sidste uge, men der kommer byger. Spørgsmålet er, hvor meget der trækker ind fra vest. Bygerne bliver som udgangspunkt lokale, og det kan være en, det kan være 10. Det kan være 10 minutter, det kan være 30 minutter. Det er ustadigt, men vi kommer ikke til at se kaskader af regn, siger meteorologen.

Temperaturerne bliver til gengæld mere sikre, og der vil også være chance for at få lov at kigge på solen.

Kolde nætter

Efter kulde-chokket natten til tirsdag kunne man jo med morgenens melding om flere skyer over land få den tanke, at der indtil videre er tale om en enlig kold svale, men ak. De kommende nætters temperaturer ville kunne danne et flot diagram.

I hvert fald svinger nattemperaturerne fra meget meget koldt til normalt og til lunt. Natten til torsdag, skriver DMI, forventes temperaturer i spændet fem til 14 grader. Natten til fredag hedder det så 11 til 15. Det handler om skyerne.

– Når der ikke er så mange skyer, så det er klart vejr, så bliver det altså koldt om natten, siger Mette Tilgaard Zhang.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu