DMI: “Hold på hat og briller”

11. august 2019 07:43 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Vejret den 11. august 2019 bliver en blæsende omgang - men ét sted får de bare sol og tørvejr.

Du kan lige så godt droppe paraplyen, hvis du skal udenfor søndag. Med mindre du ejer en såkaldt stormparaply. Især, hvis du planlægger at besøge det nordvestlige Jylland.

Vejret den 11. august 2019 byder nemlig på særdeles kraftig blæst, og den slags har det altså med at tage livet af de tynde paraplystænger. Så selv om det kommer til i perioder at stå ned i stænger, skal du nok ikke sætte din lid til opslået hjælp.

– Hold på hat og briller, siger Mette Wagner, der er vagthavende meteorolog ved Danmark Meteorologiske Institut, tidligt søndag morgen.

Det bliver særlig kraftigt – både regn og vind – i netop det nord- og vestlige Jylland, og det sætter også præg på temperaturerne. 17 til 22 grader, lyder meldingen på.

– Varmest bliver det mod øst, hvor der også er mindst vind, siger Wagner til Newsbreak.dk.

Aftager – lidt

Som dagen skrider frem, sker der dog lidt ændringer i vejret. Lørdag var en gennemvåd dag med momentvise voldsomme regnskyl, nogle steder skybrud, fordi der var en særdeles ustabil og fugtig luft over land.

– Det er stadig ustabilt søndag, men det bliver noget bedre. Der kommer ikke lige så meget regn som lørdag, og i løbet af dagen stilner det også lidt af med vinden i det østlige Danmark, siger Wagner.

Umiddelbart betyder det dog ikke, at det bliver en tør og solrig eftermiddag, men trods alt en lidt mere medgørlig størrelse. Umiddelbart trækker det også op igen ud på natten.

Nu vi er ved det østlige, så er det også værd at nævne Bornholm. Her bliver søndag nemlig en både tør og solrig dag, så hvis du er til den slags og ikke bosat der, må du en tur med fly eller færge for at nyde en solfyldt sommersøndag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu