DMI om ekstremt kold periode: Nogle steder slipper frosten slet ikke

13. december 2018 07:20 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Den kommende periode bliver kold, og vi kan godt se frem mod snefald.

Lad os bare runde vejret den 13. december 2018. Det bliver nemlig koldt, og hvis du ikke har bemærket det endnu, så er der faktisk snefald over Danmark denne dag. For eksempel i Østjylland og på det østlige Sjælland har sneen både drysset, men også lagt sig, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), der har hjemme ved København. Vagthavende meteorolog Mette Wagner:

– Jeg så, at sneen endda blev liggende på græsset. Det er jo ikke fordi, det er kælkevejr, men det sner altså lokalt efter en kølig nat. Alle landsdele – Bornholm undtaget – har haft nattefrost i nat, og det er stadig koldt her til morgen, så nu sner det altså, siger hun til Newsbreak.dk.

Torsdag byder foruden lidt morgensne på noget spredt skydække. Der kan nemlig ifølge DMI komme hul, så solen får lov at titte frem. Opklaringen kan også få betydning for trafikken, for der vil også være spredte byger – med sne eller slud – og får det lov at fryse, bliver det nok glat. Det gælder især morgen og aften – og nat.

Gennemgribende kulde

I øjeblikket falder temperaturen omkring en grad om dagen. Så er du typen, der ikke er så vild med sne, så er det bare ærgerligt, for i prognoserne spåes det, at der kommer mere af det hvide fra foroven. I weekenden, der hastigt nærmer sig, vil der lokalt være steder, hvor der ganske enkelt ikke bliver andet end frostgrader, fortæller Wagner.

– I det sydlige Jylland og den sydvestlige del af Jylland – inde i landet – vil de få svært ved at snige sig over frysepunktet især søndag, siger hun.

Blæsten vil også gøre, hvad den kan, for at blæse frosten ind i dine kinder. Natten mellem fredag og lørdag vender vinden og kommer fra sydøstlig retning med otte meter i sekundet i gennemsnitshastighed. Egentlig skulle det betyde, at vi fik noget sydlig varme, men næh nej. Hos naboerne i Tyskland er det nemlig også koldt.

– Det bliver … rigtig koldt, siger Mette Wagner og henleder opmærksomheden på DMIs kuldeindeks, der kan afsløre, at tre grader og otte meter i sekundet vil føles som to frostgrader.

Sneen kan blive liggende

Et frontsystem kommer mod os søndag eftermiddag og aften, og med dets komme sker to ting, der vil gøre sig bemærket. Ikke mindst stiger vindhastigheden kraftigt. Til 12-13 meter i sekundet i gennemsnit. Samtidig vil der være vinterens hidtil mest markante snefald.

– Som det ser ud lige nu, vil der nok falde omkring tre centimeter sne i gennemsnit, men det bliver egentlig mere spændende, om det bliver liggende. Det er nemlig lidt usikkert lige nu. Den seneste prognose peger på, at det gør det, siger Mette Wagner.

Oprindelige prognoser foreslog, at der efter frontsystem ville ske en mildning, hvor der i stedet for sne kom regn, og det ville betyde, at sneen smeltede, men nu er det tilsyneladende først natten til tirsdag, mildningen kommer.

– Så bliver sneen jo liggende, slutter Wagner.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu