ANNONCE

Forhøjet vandstand og kraftige vindstød truer

14. januar 2020 07:42 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

To følgende fronter kan skabe vejr-ballade.

Der er flere ting at tage notits af i forhold til vejrsituationen. For eksempel advarer Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) mod forhøjet vandstand i – indtil videre – Vadehavet, når natten er over os.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Vagthavende meteorolog Lars Henriksen fortæller Newsbreak.dk, at netop det er et resultat af hele to fronter med kraftig blæst, der kommer på besøg. Ja, faktisk er den ene her allerede i skrivende stund.

– Blæsten har godt fat her til morgen med kraftige vindstød. Senere på dagen bliver der så noget plads til, at solen kan skinne i gennem, men i aften kommer en ny front med blæst fra syd og sydvest, siger han.

I den omgang kan der rent faktisk komme vindstød helt op til stormstyrke. Ikke storm, men vindstød så kraftige som under en storm.

Overvåger Kattegat

De to omgange med kraftig blæst, der skubber vandet mod land fra sydvest og vest mod øst kan komme til udtryk i altså Vadehavet. Her er der aktuelt et varsel udsendt om, hvor det fremgår, at DMI forventer, at vandstanden omkring klokken fem onsdag morgen vil være steget til op mod tre meter over normalen.

– Samtidig holder vi øje med Skagerrak og Kattegat, hvor vandstanden også kan stige, men her er lidt flere muligheder for, at vandet kan flytte sig væk, siger Henriksen tirsdag morgen.

Tirsdag bliver desuden præget af en del regn, men det vil de fleste nok allerede have opdaget, for det er for så vidt allerede ganske vådt udendøre. Det forventes at fortsætte dagen lang – dog med nogle ophold og skyfrit vejr.

De senere manglende skyer medvirker også, at temperaturen faktisk falder i løbet af tirsdagen, hvorfor vi topper omkring de syv til otte grader. Besynderligt nok bliver det natten til onsdag faktisk hele ni grader, og det skyldes tidligere bemeldte front, der puster varm luft op til os.

Ustadigt

Selv om det bliver en regnvåd affære både tirsdag og de kommende dage, så er der dog ifølge Henriksen ikke lagt op til de helt store skyl, som vi kender dem fra sommeren. Til gengæld bliver der heller ikke meget i den anden grøft.

– Der er ikke noget vinter på vej, nej, siger han.

Tværtimod bliver de kommende dage bare helt almindelige og kedelige grå dage med mildt vejr, som skulle man tro, efteråret var blevet skubbet en tur længere frem i kalenderen. For eksempel onsdag får vi 10 grader, frisk vind til kuling, skyer og regn.

“Som det plejer”, fristes jeg til at skrive. Så det gør jeg.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu