Nu slår vejret helt om – igen

3. december 2019 07:08 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Vejret den 3. december 2019 byder på besøg af en varmfront, og det får betydning for hele den igangværende uge.

Er du stået tidligt op i dag tirsdag den 3. december, vil du givetvis allerede have opdaget, at det har været særdeles koldt i nat. Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har der faktisk været udbredt frost over landet.

(Artiklen fortsætter under videoen)

I området Vejle/Billund har det i løbet af natten været så koldt, at termometrene har kunnet vise fem frostgrader, men allerede ved 6.30-tiden er det store vejrskifte i gang. En varmfront er nemlig ankommet, og den ruller ind over landet, siger Anja Bodholdt, vagthavende meteorolog.

– Ved den jyske vestkyst er det allerede en syv-otte grader her til morgen, siger hun.

DMI har dog tirsdag morgen udsendt en advarsel til bilister, der bør være opmærksomme på glatte veje.

Hurtig passage

Selv om varmfronten faktisk passerer ganske snapt – den har nået Sjælland ud på eftermiddagen – så bebuder den også et vejrskifte. For denne uge vil være præget af luft fra Atlanterhavet, og den slags giver en varme, der umiddelbart minder mere om marts end december.

– Der er tale om en helt anden slags luftmasse. Vi kommer til at ligge i sådan en varmzone, så de kommende dage vil være lune, men også skyede, disede og regnfyldte. Allerede fra i dag, siger Bodholdt til Newsbreak.dk.

Hun understreger desuden, at vi af samme årsag heller ikke skal regne med nattefrost. Faktisk kommer der ikke noget. Til gengæld kan du glæde dig til op mod 10 grader varme, som ugen bevæger sig frem.

Slår om igen

Når den kommende weekend så er overstået, er der noget, der tyder på, at vi godt kan finde hue, handsker og halstørklæde frem igen. For det stopper med at være regn, der falder. Ifølge prognoserne kan der fra omkring tirsdag falde sne – lokalt.

– Det er selvfølgelig meget usikkert, siger Bodholdt.

Dog understreger hun, at prognoserne samlet set peger på, at det bliver noget koldere igen. Vinden slår om igen.

Inden da venter en weekend med en del sol, men også regnbyger. Det bliver desuden blæsende med frisk vind til kuling omkring vest og risiko for kraftige vindstød, skriver DMI i sin syvdøgnsprognose.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu