ANNONCE

Overraskende høje februar-temperaturer

6. februar 2020 07:00 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Vejret den 6. februar 2020 byder på overraskende høje dagtemperaturer - og så vender det hele igen.

Vejret den 6. februar 2020 byder på temperaturer, der er noget uden for normalen, når det kommer til februar måned, der i hvert fald ifølge kalenderen stadig er en del af det, vi kalder vinter.

Lige præcis vinter er der dog ikke meget at finde af, når vi kigger på vejrudsigten fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI). Her fremgår det nemlig, at det blandt andet vil blæse en del i løbet af dagen. Erik Hansen, vagthavende meteorolog, uddyber:

– Her til morgen er der mange skyer over landet, og så en frisk vind – nogle steder med vindstød op til kuling – og derfor vil det også bliver varmt i dag, siger han til Newsbreak.dk.

Desuden vil der senere på dagen, når skyerne aftager sammen med vinden i øvrigt, være mulighed for kig til solen.

– Man skal ikke forvente bragende sol, og det er da også med at nyde den, så længe det er, siger Hansen.

Hvor varmt bliver det så?

Som dagen skrider frem vil skyerne og blæsten, der trækker lune med sig fra det også varme vand, have den påvirkning på dagen, at temperaturerne på land nogle steder ifølge DMI vil nå helt op ni grader.

– Det er jo noget uvant her i begyndelsen af februar, siger Erik Hansen.

Til gengæld kommer opklaringen og det aftagende blæst til at have en isnende sidegevinst, om man vil, for det bliver tilsvarende iskoldt natten til fredag, lyder det fra DMI. Vi taler her temperaturer ned mellem to frostgrader og fire grader varme.

Koldest bliver det ifølge DMI i det nordlige Jylland, hvor der har været klart vejr i længst tid.

– Så kan der altså også komme noget tåge og rimtåge i nat, som man lige skal passe lidt på, tilføjer meteorologen, der dog forventer, at det er væk igen fredag morgen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu