ANNONCE

En helt speciel vejr-dag

27. juni 2020 08:27 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Lørdag den 27. juni 2020 bliver en helt særlig vejrdag, som er svær at forudsige for meteorologerne.

Vejret lørdag den 27. juni 2020 bliver præget af en del usikkerhed af den simple årsag, at det både bliver brandvarmt og drivende vådt. Sådan lyder den korte forklaring. Den lidt længere følger her.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har allerede udsendt både et varsel og et såkaldt risikovarsel, hvor det fremgår, at der lørdag kan falde massive mængder regnvand over snart sagt hele Danmark.

Lars Henriksen, der er vagthavende meteorolog ved DMI, fortæller, at han er sikker på, der kommer regn – men det er usikkert hvor meget, og det skyldes flere ting. Blandt andet, at nedbøren kommer og går det meste af dagen.

– Vi kan se nogle ret kraftige regn- og tordenbyger, siger han.

En svær dag

Inden den store skyller, der ventes mellem sidst på formiddagen og sidst på natten lørdag, bliver det dog en solid sommerdag, som vi har nået at vænne os til. Med temperaturer mellem 23 og 28 grader, er der god chance for at blive svitset af i solen.

– Lokalt kan det endda blive endnu varmere, men det bliver også en svær dag rent vejrmæssigt, fordi det kommer til at skifte så meget. Det kommer slag i slag, siger Henriksen.

I løbet af eftermiddagen “bevæger en koldfront i Nordsøen sig mod nordøst. I den varme og fugtige luft foran fronten dannes regn- og tordenbyger, lokalt måske med skybrud”, skriver DMI på sin syvdøgnsudsigt.

Skiftedag

Den kraftige regn kan også bruges som en markør, påpeger meteorologen. Nu sker der nemlig et skifte i vejret, og vi nærmer os det, som generelt kendetegner dansk sommer. Ustadigt vejr.

– Efter en meget varm lørdag bliver det gradvis koldere, det bliver blæsende, og det bliver ustadigt. Altså traditionelt dansk sommervejr. Det er helt normalt, siger Henriksen.

Faktisk er der lagt op til noget af en omvæltning sammenlignet med de seneste dages armhulevædende sommerdage. For eksempel tirsdag er der udsigt til mellem 15 og 18 grader. Tager vi de to yderpunkter lørdag og tirsdag og sammenligner er det en ret massiv forskel.

– Det er jo 15 grader. Vildt, siger Lars Henriksen.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu