Prognose: Nu bliver det ENDNU varmere

31. maj 2018 06:34 | Af: Jesper Werge, redaktion@newsbreak.dk

Vejret torsdag 31. maj 2018 bliver lige så fantastisk, som det har været de seneste mange dage. En enkelt sky på himlen og lidt øget vind vil dog gøre sit til, at dagen føles lidt mere tempereret.

Maj har været en helt fantastisk måned, hvis man er til sol, varme og meget få regndråber.

Og på kanten til juni – og dermed på kanten til den officielle sommer – er der ikke meget, som tyder på, at det bliver markant anderledes.

Vejret torsdag 31. maj 2018 bliver således endnu en varm dag med sol, hvor temperaturerne kommer til at ligge mellem 23 og 28 grader.

Sørg for både solcreme og solbriller

– Der kommer lidt mere vind og vi kan også risikere, at der kommer en enkelt sky eller to på himlen, men man skal ikke lade sig narre. Det bliver en varm dag, understreger Frank Nielsen, der er vagthavende meteorolog hos DMI.

Han opfordrer således til, at man allierer sig med både solcreme, kasket og solbriller, for solens stråler vil klart være dominerende gennem hele dagen.

– Der kan godt være en tendens til, at hvis man ikke føler, at det er så varmt, så tænker man, at solcremen ikke er nødvendig. Men det er den, påpeger meteorologen, som også kan henvise til den uv-oversigt, som DMI har på sin hjemmeside.

Varmerekord målt på Frederiksberg

Og skal der smøres et lag på huden i dag, så skal der nærmest smøres endnu mere på de næste dage – for sommeren fortsætter.

– Meget tyder på, at vi lokalt når over de 30 grader på lørdag. Overordnet set vil det varme vejr holde weekenden over, men så bliver det formentlig lidt mindre varmt, når vi når ind i næste uge, erkender Frank Nielsen.

Onsdag 30. maj blev der i øvrigt målt en temperatur på 29,3 grader på Frederiksberg i hovedstaden. Og 29,2 grader i Esbjerg ved den jyske vestkyst.

– Det har virkelig været varmt i Danmark, og alt tegner altså til, at det bliver endnu varmere, pointerer Frank Nielsen.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu