ANNONCE

Afslører: Forhold var dårlige før fatalt styrt

28. januar 2020 05:17 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Tåge holdt politihelikoptere på jorden, samtidig med at helikopterstyrt fandt sted med Kobe Bryant om bord.

Vejrforholdene opfyldte ikke minimumskravene for flyvning den morgen, hvor basketball-legenden Kobe Bryant og otte andre mistede livet i et helikopterstyrt i byen Calabasas vest for Los Angeles.

Det siger politiet i Los Angeles (LAPD), skriver avisen New York Post.

Ifølge talsmand for LAPD, Josh Rubenstein, var en tæt tåge søndag morgen nok til, at politiets egne helikoptere ikke måtte flyve grundet lav sigtbarhed.

Men helikopteren med Bryant om bord havde fået en særlig tilladelse af flyveledere til at lette på dagen i de dårlige vejrforhold, skriver BBC.

Helikopteren lettede derfor klokken 9.06 lokal tid og styrtede 40 minutter senere i bjergene omkring byen Calabasas.

Piloter kan opleve at blive desorienteret i tåget eller overskyet vejr på grund af manglende udsyn, siger Thomas Anthony, der er leder af et undervisningsprogram i luftfartssikkerhed ved University of Southern California, til BBC.

Han tilføjer samtidig, at det “aldrig er én ting, der er skyld i et styrt”.

– Motorfejl sker ikke

En tidligere pilot for firmaet, som helikopteren var registreret i, Kurt Deetz siger, at det er mere sandsynligt, at vejrforhold var årsag til styrtet end tekniske fejl.

– En katastrofal motorfejl på denne type fly sker ikke bare, siger Kurt Deetz til Los Angeles Times.

Den forulykkede helikopter er af typen Sikorsky S-76, og ifølge Thomas Anthony er det en veludviklet og sofistikeret helikopter, der bruges over hele verden.

Han tilføjer, at helikoptertypen har to jetmotorer, hvilket er med til at øge sikkerheden.

Amerikanske efterforskere er i gang med at undersøge årsagerne til ulykken. Det forventes, at de fokuserer på vejrforholdene og eventuelle tekniske fejl, skriver BBC.

I alt mistede ni personer livet. Heriblandt Kobe Bryants 13-årige datter, Gianna, der var med ombord.

Fakta

De døde i ulykken

Søndag aften dansk tid omkom basketball-ikonet Kobe Bryant i en helikopterulykke.

Med ham i helikopteren var hans 13-årige datter, Gianna. Derudover omkom syv andre, inklusive piloten, ved ulykken.

Politiet eller anden officiel myndighed har ikke frigivet navne på ofrene. Men familiemedlemmer har bekræftet, at de har mistet pårørende i ulykken. Det skriver flere medier, blandt andet det amerikanske medie CNN.

Her er navne på seks personer ud over Kobe Bryant og datteren, som familiemedlemmer eller andre med kendskab til familierne har bekræftet som værende blandt de omkomne i ulykken.

Det sidste offer antages at være piloten, men det er ikke bekræftet.

* Familien Altobelli:

John Altobelli, der var baseball-træner for Orange Coast College (OCC), hans kone Keri og datteren Alyssa var blandt de omkomne. Det bekræfter Altobellis bror ifølge CNN.

Ifølge assistenttræneren for OCC, Ron La Ruffa, var Alyssa holdkammerat med Kobe Bryants datter Gianna på Mamba Academy.

* Christina Mauser:

Christina Mauser, der var assistenttræner på Harbor Day School i Corona del Mar i Californien, var blandt de omkomne. Det bekræfter hendes mand, Matt Mauser, i et opslag på Facebook.

* Mor og datter:

Sarah Chester og hendes datter Payton var også passagerer i helikopteren, som forulykkede. Det skriver Todd Schmidt, der er rektor på Harbor View Elementary School, hvor Payton tidligere gik i skole, på Facebook ifølge CNN.

Kilde: CNN.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu