ANNONCE

Venstre skal have ny formand: Claus Hjort er rasende

31. august 2019 15:57 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Eksminister er langtfra tilfreds med Venstres hovedbestyrelse på dagen, hvor Lars Løkke valgte at trække sig.

Venstre skal have ny formand: Claus Hjort er rasende
Claus Hjort Frederiksen langer hårdt ud efter Venstres hovedbestyrelse, efter at Lars Løkke Rasmussen lørdag trak sig fra posten som partiets formand. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix

Lars Løkke Rasmussen kunne lørdag ikke længere stå for presset fra det politiske bagland og valgte trække sig fra posten som formand for Venstre.

Og mens adskillige Venstre-folk har benyttet anledningen til at hylde den tidligere statsminister for sine mange år i topledelsen, så raser nestor Claus Hjort Frederiksen mod partiets hovedbestyrelse.

– Venstres hovedbestyrelse har i dag truffet en tragisk beslutning om at fratage Lars Løkke muligheden for på et landsmøde at vise hans politiske projekt for Venstre delegerede, lyder indledningen i et opslag på Facebook.

– Lars Løkke Rasmussen har i syv år været statsminister. Han sikrede Venstre en stor fremgang ved Europaparlamentsvalget og ni ekstra mandater ved Folketingsvalget 5. juni. Det viser stor opbakning i medlemskredsen og blandt vælgerne, tilføjer Claus Hjort Frederiksen.

Den tidligere minister har flere gange forsvaret Lars Løkke Rasmussen under den seneste tid uro i partiet.

Formand vælges

Han har – ligesom Lars Løkke Rasmussen – insisteret på, at det skulle være op til partiets delegerede at udpege partiets formand på det kommende landsmøde. Men lørdag valgte Lars Løkke Rasmussen under stort pres at forlade posten som formand.

– Jeg er dybt beskæmmet over processen. Den skader Venstre. Det er ikke i orden at kortslutte den demokratiske proces og ikke overholde vore vedtægter, hvor formanden må kunne få sit mandat prøvet på et landsmøde, skriver Claus Hjort Frederiksen.

Venstres medlem af Europa-Parlamentet Morten Løkkegaard var også til stede ved lørdagens hovedbestyrelsesmøde.

Han afviser at kritisere hovedbestyrelsen, der til sidst skubbede Lars Løkke Rasmussen af posten ved at kræve et ekstraordinært landsmøde.

– Det er den beslutning, man er nået frem til, og det skal man respektere. Skyld er noget sindssygt noget at diskutere lige nu. Vi skal kigge fremad, og vi har ikke brug for mere mudderkastning. Det har været et helt igennem forfærdeligt døgn, tilføjer Morten Løkkegaard.

Valg af ny formand

Det bliver på et ekstraordinært landsmøde 21. september i Herning, at Venstre skal vælge ny formand og næstformand, efter at Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen har trukket sig fra deres poster. Det oplyser Venstre i en pressemeddelelse.

På et ekstraordinært landsmøde vil det eneste punkt på dagsordenen være valget af formand og næstformand. Det betyder, at Venstre som planlagt afholder partiets ordinære landsmøde i november.

Venstres pressetjeneste oplyser, at formand Lars Løkke Rasmussen har trukket sig med øjeblikkelig virkning. Derfor bliver Kristian Jensen fungerende formand i perioden op til det ekstraordinære landsmøde i september.

Der er endnu ingen personer, der har meldt sig som kandidater til posten som partiets nye formand. Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, er blevet nævnt flittigt som det varmeste bud på en afløser for Lars Løkke Rasmussen.

Lørdag eftermiddag vil han dog hverken be- eller afkræfte, at han stiller op som formandskandidat.

– Lars Løkke Rasmussen har trukket sig, og det betyder, at vi står i en svær situation, men i dag har vi brug for at få plads til at sætte os ned og kigge ud over fjorden, siger han ved partiets hovedbestyrelsesmøde i Brejning.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu