ANNONCE
Citathistorie: Frederiksborg Amts Avis.
Mulige kræftpatienter, som har været til undersøgelse for brystkræft på hospitalet og bliver henvist til videre en røntgenundersøgelse, bliver lige nu mødt af ventelister på helt op til en måned.
Det betyder, at behandlingsgarantien for kræftpatienter ikke overholdes, og selvom man arbejder på at løse problemet i Region Hovedstaden, er der stadig store kapacitetsudfordringer på området. Det fortæller Christoffer Buster Reinhardt (K), der er formand for Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden.
Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
– Vi har igangsat en række initiativer, så vi kan overholde behandlingsgarantien, for det skal vi naturligvis. Der er desværre ventetid i radiologien lige nu. Vi prøver at lave overarbejdstidsaftaler på området, da det er her flaskehalsen er, og fordi radiologer er en mangelvare i det danske sundhedsvæsen. Vi prøver samtidig at sende så mange patienter videre til private klinikker som muligt. Problemet er, at de private klinikker er fuldt ud bookede, fortæller han.
Udvalgsformanden oplyser samtidig, at patienter i de fleste tilfælde får behandling til tiden.
– I otte ud af 10 tilfælde får man behandling til tiden, siger han og medgiver, at det ikke er godt nok.
Tidligere brystkræftpatient Nina Bjørnstrup Christensen opdagede for nylig en ny knude i sit bryst, og hun er derfor en af dem, der er blevet mødt af de lange ventelister.
– Jeg gik fuldstændig i baglås, fortæller hun.
ANNONCE