ANNONCE

Verden runder ti millioner coronasmittede

28. juni 2020 12:36 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

Der ser søndag ud til at blive sat to dystre milepæle under global pandemi, der har kostet knap 500.000 livet.

Antallet af personer, der er registreret testet positive for coronavirus, har søndag rundet ti millioner på verdensplan.

Det viser en opgørelse fra Johns Hopkins University.

Søndag ser også ud til at blive dagen, hvor der bliver sat en anden kedelig milepæl under den globale coronapandemi.

Således ventes det, at det globale dødstal vil runde en halv million. Søndag middag er der registreret 499.124 coronarelaterede dødsfald på verdensplan.

USA og Europa ligger stort set side om side i antallet af bekræftede coronatilfælde.

I USA alene er der registreret godt 2,5 millioner smittede, hvoraf 125.539 søndag middag dansk tid er bekræftet døde.

Intet stop i USA

I de europæiske lande er der samlet registreret lidt flere end 2,6 millioner smittede, skriver nyhedsbureauet AFP, hvoraf 195,975 er bekræftet døde.

Mens mange europæiske lande de seneste uger har registreret faldende smittetal og dødsfald, forholder det sig dog ganske anderledes i USA.

Her er der de seneste dage registreret flere end 40.000 nye smittetilfælde dagligt.

Værst er situationen i delstater som Florida, Texas og Arizona, hvor smittespredningen synes at være ude af kontrol.

Stabile tal i Danmark

Der er foretaget over en million test for coronavirus i Danmark, viser de seneste tal fra Danske Regioner på baggrund af et udtræk hos Statens Serum Institut (SSI).

Helt præcis er der udført 1.001.257 coronatest. Det betyder imidlertid ikke, at over en million danskere er blevet testet, da flere personer kan være blevet testet flere gange. Der er ikke tal for, hvor mange individer der er blevet testet.

Ud af den million tests er det samlede antal smittede registreret her til lands oppe på 12.675, viser den daglige smitte-opdatering fredag. Her kan man læse, at der mellem torsdag og fredag er registreret 39 nye smittetilfælde.

Af dem har 11.508 nået det stadie, der kaldes “overstået infektion”. Det betyder umiddelbart, at man er rask igen, men Danmark arbejder ikke med betegnelsen rask. Man har overstået infektionen, hvis man ikke er enten død eller indlagt 14 dage efter positiv-test.

Over 600 er døde

Siden opgørelsen torsdag er endnu en person smittet med coronavirus død, skriver SSI. Det bringer det samlede antal dødsfald, der kan relateres til coronavirus og den medfølgende sygdom Covid-19, op på i alt 604.

Tallet er nærmest rekordlavt. Hverken onsdag eller torsdag blev der registreret dødsfald. Danmark nåede 600 døde den 18. juni og siden da er altså kun fire dødsfald registreret, der kan kobles til sygdommen. 4,8 procent af alle positiv-testede dør af sygdommen ifølge tallene.

Antallet af indlagte er faldet med fem til 31. Af dem er 11 på intensiv afdeling, mens fire af de 11 er i en såkaldt respirator. Det er disse patienter, som er mest syge. En respirator er en maskine, der trækker vejret for patienterne.

SSI fremhæver i øvrigt på sin side for overvågningen af coronavirus, at det fra og med denne weekend ikke længere vil være tilfældet med daglige Covid-19-opdateringer. I stedet vil det kræve en større ændring, førend der offentliggøres nyt.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu