Verdens måske bedste madskribent er død af sygdom

22. juli 2018 14:01 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Den indtil videre eneste mad-skribent, der har modtaget en Pulitzer-pris, er død af kræft.

Verdens måske bedste madskribent er død af sygdom
Jonathan Gold, verdensberømt madanmelder, er død af kræft. Han blev 57. Foto: Scanpix

Den verdenskendte og berømte madskribent Jonathan Gold er lørdag lokal tid død af kræft. Det bekræfter hans arbejdsplads, Los Angeles Times. Flere medier skriver om journalistens død.

Gold, der blev bare 57 år gammel, var en af verdens allerbedste og mest anerkendte madanmeldere. For sine skriblerier modtog han den største journalistiske anerkendelse i hjemlandet, USA. En såkaldt Pulitzer-pris.

Ifølge LA Times døde anmelderen på St. Vincent’s Medical Center i Los Angeles. Han blev i begyndelsen af juli diagnosticeret med kræft i bugspytkirtlen. Han døde lørdag.

Nyheden om journalistens død har fået madskribenter verden over til at sende kondolencer på sociale medier. Gold efterlader sig en kone, Laurie Ochoa, og to børn.

Hans karriere begyndte som musikjournalist og – i øvrigt – punkrocker, og gennem årene har journalisten fra Los Angeles skrevet for adskillige aviser og magasiner. I 2012 vendte han dog “hjem” til LA Times.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu