Verdensberømt krigshelt er død

22. oktober 2018 11:52 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk

Modstandsmanden, der forhindrede tyskerne i at få atomvåben, er død.

Verdensberømt krigshelt er død
Den norske Vemork-veteran Joachim Rønneberg døde natten til søndag, 99 år gammel. Foto: Scanpix

Der er nogle mennesker, der ændrer historien for altid. Joachim Rønneberg er en af de personer, der efter Anden Verdenskrig er gået ned i historien som en af de mest markante personligheder, som var med til at sikre, at de tyske nazister ikke fik endegyldig adgang til det tunge vand, der kunne bruges til at producere atomvåben.

Men i en alder af 99 år har den kendte modstandsmand sovet stille ind. Men overalt i Norge mindes man manden, der blev kendt som tungtvandssabotøren. I 2011 skrev journalist og forfatter Gunnar Myklebust en bog om den norske krigshelt.

– Han var over 90 år, før vi startede arbejdet med bogen. Han nægtede at blive kaldt krigshelt, fordi for ham var de egentlige krigshelte dem som døde i aktionen, ikke dem der overlevede. Det var helt overnaturligt, næsten elektrisk at sidde og høre ham fortælle om krigen. Han kunne huske alt, siger Gunnar Myklebust til VG.no.

Forfatteren mødte senest Rønneberg i august i forbindelse med krigsheltens 99 års fødselsdag. Og selvom passet sagde 99 år, så beretter Gunnar Myklebust, at den gamle mand var begyndt at blive svækket, selvom han stadig var åndsfrisk.

Et langt liv i tro tjeneste

Joachim Rønneberg var med til at planlægge aktionen mod Vemork, der var en fabrik lige uden for Rjukan i Telemarken. Det var her at tyskerne producerede det tunge vand, der kunne bruges til at skabe atombomber. Det fik en norsk modstandsgruppe til at tage til England og få træning i at håndtere våben, hoppe i faldskærm og håndtere sprængstof. Alt dette skulle bruges til missionen, hvor man ville sprænge fabrikken i luften.

Missionen var farefuld og indbefattede blandt andet, at man skulle sprænge fire beholdere med i alt 1500 liter tungt vand i stykker. Men fra Winston Churchill var beskeden klar; at ødelægge tungtvandsanlægget på Vemork havde topprioritet.

Det er også derfor, at Joachim Rønneberg vil gå ned i historien som en af de vigtigste modstandsfolk i Norge, men også en af de vigtigste karakterer i krigen mod Tyskland generelt. Efter Rønnebergs tid i modstandbevægelsen blev han journalist på NRK. Siden har kampen om det tunge vand udmøntet sig i flere film og serier – senest har TV2 vist den store norske dramasatsning ‘Kampen om det tunge vand’, som fortæller historien om Joachim Rønneberg og de andre krigshelte.

Farvel fra nær og fjern

Hvor Gunnar Myklebust havde skrevet en bog om modstandsmanden, så er det også væltet ind med mindeord fra politikere i Norge. Blandt andet har den norske statsminister Erna Solberg sendt en hilsen til krigshelten.

– Rønneberg er den sidste af de helt store modstandsfolk. Han er et fantastisk symbol på det arbejde, som der er blevet gjort. Og han bidrog også til, at tyskerne aldrig fik udviklet atombomben, siger Solberg til NTB.

Derudover oplyser statsministeren, at begravelsen vil ske på statens regning. Joachim Rønneberg fik i 2015 Forsvarets Hæderskors for sin formidling af krigshistorie til forsvarets ansatte og Norges befolkning.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu