ANNONCE

Sommervarmen nærmer sig

3. maj 2021 06:41 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Forinden skal vi dog igennem nogle dage, der lugter af efterår

Sommervarmen nærmer sig
Ifølge DMI kan der vente flot sommeragtigt forårsvejr på den anden side af al den regn, der er i vente i de kommende dage. Foto: Scanpix.

Der har i hele Danmark, undtagen Bornholm, den seneste tid været op til en høj risiko for tørke, fordi der ikke er faldet særlig meget regn. Det bliver der lavet om på nu.

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, oplyser til Newsbreak.dk, at der er regnvejr på vej til Danmark. Det kommer med et lavtryk, der er på vej fra England, og det betyder, at der fra mandag nat er udsigt til udbredt regn over hele landet.

Ifølge DMI vil vejret derfor være vådt både tirsdag og onsdag, hvor man forventer, at der vil falde mellem 15 og 20 millimeter regn. Derudover bliver vejret blæsende med op til hård vind i den nordlige del af landet og temperaturer omkring 10 graders varme.

– Det bliver et par rigtig efterårsagtige dage med masser af regn, vind og blæst. Til gengæld er det så godt mod tørken, siger Klaus Larsen, vagthavende meteorolog ved DMI.

Duften af sommer

Mandagens vejr bliver på sin vis en forsmag på det, der er i vente i de kommende dage. Det starter gråt med regnvejr rigtig mange steder, og selvom det begynder at klare op fra vest, som dagen skrider frem, og selvom der er udsigt til en forholdsvis pæn dag, ifølge Klaus Larsen, så er det altså kun starten på nogle våde og kolde dage derefter.

Nattetemperaturerne vil i den kommende tid ligge omkring et par graders varme, udover at der natten til fredag kan komme nattefrost til Danmark. Torsdag, fredag og lørdag byder derudover på solskin med enkelte byger og fortsat omkring 10 graders varme.

Lavtryk nord om Danmark

Klaus Larsen fortæller derudover, at det ser ud til, at et lavtryk vil passere nord om landet i weekenden, og det lavtryk vil måske trække varme med op.

Danmark bliver snydt for virkelig godt vejr, hvis ikke prognosen holder stik, og fordi det er så mange dage ude i fremtiden, kan man hos DMI ikke med sikkerhed sige, hvordan vejret faktisk bliver søndag.

– Som det ser ud nu, begynder vi at nærme os noget, der ligner sommervarme søndag, siger Klaus Larsen til Newsbreak.dk.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu