ANNONCE

Vi går amok i julelys

8. november 2020 17:39 | Af: Massimo Grillo, ms@newsbreak.dk

Udover at vi er glade for udendørs julelys, hænger vi den op tidligere og tidligere

Vi går amok i julelys
Årets julelystrend kan styres med smart devices og stemmen. Farverne kan fx variere efter klokkeslæt og dato, og kæderne har en forventet levetid på 30.000 timer, hvilket også svarer til 40 julesæsoner. Foto: XL-BYG PR.

Hvis du synes, der hænger mere og meget fancy julebelysning på husene i dit kvarter og rundt omkring i byen, så har du helt ret.

Salgstal fra byggemarkederne bekræfter, at vi ikke kan få nok af julelys. Lyskæder er er de varegrupper med suveræn størst vækst, og det bliver ved. I år er femte år i træk med stor stigning i salget.

-I 2016 landede lyskæder og julelys på indeks 150. Siden har det ligget på 12o, og i år ligger vi allerede på indeks 130, oplyser produktchef hos XL-Byg Martin Varberg Lüchtemeier.

Det usædvanlige er, at væksten fortsætter. Det er helt normalt, at nogle varegrupper fra år til år er vildt populære og bliver flået ned fra hylderne eller langt i kurven på nettet. Men så plejer de at falde tilbage til normalt salg året efter, forklarer direktøren for byggemarkedernes brancheforening:

-Det særlige ved julebelysningen er, at den markante vækst bliver ved. Det sker stort set kun for de varegrupper, der indgår i internationale trends, siger direktør Palle Thomsen.

Hænges op i efterårsferien

Meget tyder også på, at den udendørs belysning bliver hængt i løbet af efteråret og ikke først til december.

-Når jeg kikker på salgstallene, så kan jeg se, at det starter tidligere og tidligere. Min antagelse er, at det primært er manden derhjemme, der hænger den udendørs julebelysning op. Vi er jo konkurrencemennesker, så vi vil gerne være først og størst, siger Martin Varberg Lüchtemeier.

Han mener også, at hele coronasituationen har en indvirkning på salget af julelys.

-Min tese er, at mange prioriterer hyggen. Der er måske ingen alternativer. De store tilløbsstykker, når Salling, Magasin og D’Angleterre tændte for julelysene, er aflyst. Nu tager folk traditionen hjem. Så ved jeg godt, det er gisninger: Men vi har nok også flere penge at gøre med. De er ikke brændt af på ferier, og mange har trukket feriepengene hjem, vurderer Martin Varberg Lüchtemeier.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu