ANNONCE

Video med 12-årig der får bank bliver delt

2. oktober 2020 08:50 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Politiet efterforsker et groft voldeligt overfald, som en 12-årig dreng er blevet udsat for.

Video med 12-årig der  får bank bliver delt
En video af en 12-årig, der bliver slået og sparket af andre unge bliver delt på snapchat. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

En 12-årig dreng har været offer for grov vold. Desuden er der optaget en video af overfaldet.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Sagen efterforskes af lokalpolitiet i Hjørring, der advarer unge mennesker om at dele videoen.

Slået og sparket

Lederen af lokalpolitiet i Hjørring, vicepolitiinspektør Sune Myrup  fortæller, at der er tale om en grov sag, hvor en 12-årig dreng fra lokalområdet er blevet udsat for vold.

Volden, der skete ved Højene Skole i Hjørring Kommune, er angiveligt blevet begået af andre unge under 18 år. Desuden er overfaldet blevet optaget.

– Her bliver den 12-årige dreng væltet omkuld af en større gruppe unge mennesker, hvorefter han bliver tildelt adskillige slag og spark, forklarer vicepolitiinspektør Sune Myrup.

Overfaldet fandt sted den 27. september 2020

En gruppe unge

Efterforskningen har peget i retning af, at det er en gruppe lokale unge, der står bag det voldelige overfald på den 12-årige dreng.

– Vi har indtil videre haft tre personer på henholdsvis 13, 14 og 15 år til afhøring her på politistationen i Hjørring sammen med deres forældre og SSP-medarbejderne fra Hjørring Kommune, fortæller Sune Myrup.

Sagen kan dog komme til at rumme en stor mængde børn og unge, for videoen af overfaldet er blevet delt på Snapchat.

– Det er efter vores vurdering strafbart efter straffelovens § 264 d at dele sådan en video – det er det af hensynet til, at offeret ikke skal krænkes yderligere. Den deling skal stoppes, siger vicepolitiinspektøren.

Følger digitale spor

På nuværende tidspunkt har Nordjyllands Politi sigtet en person i sagen, men det ventes, at der kan komme flere sigtelser.

– Vi efterforsker fortsat det digitale spor i forhold til, hvem og hvor mange der har delt videoen, og har man delt videoen, må man påregne at blive sigtet, siger han.

Det vurderes, at videoerne mestendels er blevet delt af unge på blandt andet Bagterp og Højene skole i Hjørring Kommune.

Derfor har SSP besøgt skolerne, for at informere om, at det er strafbart at dele videoen, ligesom at der er sendt en besked om det ud til forældrene via skolens intranet.

Nordjyllands Politi understreger, at forældre i kommunen bør tage en snak med deres børn om, at det er ulovligt at dele den slags videoer på sociale medier.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu