ANNONCE

Video viser Lukasjenko med riffel

23. august 2020 20:12 | Af: Ritzau Fokus

Søndag demonstrerer over 100.000 mennesker for at få Aleksandr Lukasjenko til at gå af som præsident.

Video viser Lukasjenko med riffel
Massive menneskemængder demonstrerer søndag mod præsidenten i Hviderusland, Aleksandr Lukasjenko. Foto: Sergei Gapon/AFP

En video (se længere nede i artiklen), der søndag aften florerer på sociale medier, viser tilsyneladende den hviderussiske præsident, Aleksandr Lukasjenko, med en riffel i hånden, da han træder ud af en helikopter.

Ifølge nyhedsbureauet dpa har hviderussisk stats-tv bragt optagelsen, hvor Lukasjenko skulle ankomme til præsidentpaladset. Riflen er en kalasjnikov, skriver dpa.

I hovedstaden Minsk er der søndag en enorm demonstration, hvor titusindvis af mennesker kræver Lukasjenkos afgang.

Ifølge det norske nyhedsbureau NTB er op mod 150.000 mennesker til stede. Bureauet beretter ligeledes, at Aleksandr Lukasjenko på den omtalte video bærer en skudsikker vest.

NTB skriver, at videoen kommer fra Lukasjenkos egen presseafdeling. Præsidenten har opjusteret sikkerhedsniveauet omkring præsidentpaladset betydeligt.

Politi holder metrostationer afspærret, men det har ikke forhindret mange tusinde mennesker i at bevæge sig til fods til centrum af Minsk.

Oppositionen protesterer mod det officielle resultat af valget for to uger siden.

Mange hviderussere er vrede over, at Aleksandr Lukasjenko efter præsidentvalget blev udråbt som vinder.

Det opfattes af mange borgere som et stort bedrageri.

Ifølge det officielle resultat fik Lukasjenko 80 procent af stemmerne.

Oppositionens 37-årige udfordrer, Svetlana Tikhanovskaja, fik angiveligt omkring ti procent. Hun er siden flygtet til Litauen.

Herfra har hun opfordret sine landsmænd til fortsat at lægge pres på styret.

EU har desuden kaldt valgresultatet for ugyldigt.

Selv om der er mange tusinde mennesker til stede ved demonstrationen søndag, melder flere medier om, at den foregår fredeligt.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu