Vidner søges til brutalt overfald på 75-årig

12. februar 2018 17:37 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Manden mistede sin bil i forbindelse med overfaldet.

Vidner søges til brutalt overfald på 75-årig
Hvis man kan hjælpe politiet med opklaringen af sagen, bedes man ringe 114. Arkivfoto: Elo Christoffersen.

En 75-årig mand blev søndag aften offer for et særligt brutalt overfald, der resulterede i et biltyveri og en tur på sygehuset. Det skriver Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Politiet søger vidner til episoden, der fandt sted søndag aften klokken 20.05 på Ringstedvej uden for Haslev.

Den 75-årige mand er selv fra Rønnede, og han blev standset, mens han sad i sin bil, af en mand, der stod midt på Ringstedvej. Den 75-årige blev nu overfaldet med slag og spark, og han blev flået ud af sin bil, en blå Suzuki Wagon.

Overfaldsmanden og biltyven satte sig ind i bilen og kørte fra stedet. Flere borgere ringede løbende til politiet og anmeldte, at Suzukien kørte hasarderet gennem Ringsted by. Bilen blev fundet i Ringsted sidst på aftenen, mens den 75-årige blev kørt på sygehuset i Køge. Her blev han behandlet for de skader, han pådrog sig under overfaldet.

Vidner søges

Gerningsmanden er stadig på fri fod, og han er derfor blevet efterlyst. Han har følgende signalement:

– Mand
– Dansk af udseende
– Cirka 30 år gammel
– Omkring 170 centimeter høj
– Lys i huden
– Muskuløs
– Kort, lyst hår
– Var på gerningstidspunktet iført mørk jakke og hvid t-shirt

Har man oplysninger, der kan hjælpe politiet, bedes man ringe 114.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu