ANNONCE

Vidste du det? Køb en rumrejse – i Bilka

11. juli 2020 15:33 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Bilka er et mangefacetteret varehus. Du kan for eksempel købe en rumrejse.

Vidste du det? Køb en rumrejse - i Bilka
Var det noget med en rumtur? Foto: Scanpix

Har du altid drømt om at sidde i en raket på vej til rummet? Så er der godt nyt.

Det seneste årti er der opstået en boomende industri for gavekort til alskens færdige pakkeløsninger og diverse eventyr. Et af de gavekort må dog alene tage prisen som det vildeste – og så kan det endda købes i Bilka.

Lyder “på vej op vil du mærke vægtløshed, og i en højde af cirka 70-80.000 fod vil du opleve, at himlen begynder at blive mørk” eller “du sidder tæt ved siden af astronautpiloten på turen, der starter næsten lodret i en vinkel på 75 grader” som noget, der pirrer din nysgerrighed?

I hvert fald kan du altså på Bilkas hjemmeside rent faktisk købe en rumrejse – og det er ikke en vittighed. Til gengæld kræver det lidt på kistebunden – og prisen har taget himmelflugten lige som du kan komme til. Mere om det senere.

Længe undervejs

Faktisk er det ikke nogen egentlig nyhed, at Bilka tilbyder rumrejse-gavekortet. Det var også tilfældet i 2016 ifølge denne artikel hos Randers Amtsavis. Dengang som nu får du med i prisen en tur som medpilot på et raketfly, der flyver 200.000 fod op og giver dig flere minutters direkte udsyn til jordkloden.

– Det er skam ment som et regulært salgsobjekt. Rejsen findes altså, og det er et seriøst produkt. Men det er da klart, at det er et produkt, der vækker opsigt, fortalte kommunikationskonsulent Maia Sejersen fra det daværende Dansk Supermarked til Ritzau i 2016.

Rejser som denne går under rubriceringen rumturisme. Det er påkrævet, at du har et godt og normaltfungerende helbred, men som en del af pakken får du også fem dages træning i, hvordan du gebærder dig i rummet.

“Under uddannelsen vil du modtage grundig astronauttræning og forberedelse til flyvning i raketfly. Du skal afprøve både din rumdragt og -hjelm, og du vil gennemgå en række lægeundersøgelser og helbredstest, så sikkerheden for din flyvning er helt i top”, skriver Bilka.

Men hvad så?

Gavekortet er formidlet af en af de større pakke-gavekort-sælgere i Danmark. Det såkaldte Go Dream, og her kan man så ikke længere selv købe det grænseløst vilde gavekort. Spørgsmålet er så, om Bilka reelt som i 2016 kan levere den spektakulære rejse, men det forsøger Newsbreak.dk at få svar på.

Det ville jo være ærgerligt, hvis en rumglad dansker ikke kan få sin rumrejse.

Vi vil også forsøge at få svar på, hvor mange rumrejser, Bilka – og Go Dream – faktisk har solgt siden 2016. Noget kunne tyde på, at antallet hos Bilka ikke er så højt. Enten det eller også er rumfarende nogle komplicerede mennesker.

Kigger man på produkter, der typisk er solgt sammen med rumrejsegavekortet, så dukker der blandt andet en neglefil til 29 kroner op sammen med den sidste film i Klovn-trilogien på blu-ray. Det kan indikere, at der bare bliver valgt tilfældige produkter, fordi der ikke findes et reelt datasæt.

Pris og risiko

Turen i sig selv er da også forbundet med en vis risiko. Under de særlige betingelser fremgår det sort på hvidt, at “deltagelse i rumrejsen er forbundet med risiko for personskade, herunder død”, og det skal du altså acceptere inden turen.

Oven i usikkerheden om dit liv er det også nødvendigt at være aldeles holden, for prisen er – hvis du handler hos Bilka – på svimlende 1.850.000 kroner. Altså lige knap to millioner kroner. Hvilket virker besynderligt.

Længere nede står det nemlig, at prisen er baseret på den amerikanske, der lyder 95.000 amerikanske dollar. Med kursen dags dato er den pris altså 626.202 danske kroner, og det stemmer noget mere overens med historien fra 2016.

Så altså, hvis du lige har to millioner, skal du nok lige vente lidt med at smide dem afsted til rummet. Til gengæld er der gratis levering af gavekortet.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu