ANNONCE

Vil lave register over vaccinenægtere

29. december 2020 07:02 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

Et register over vaccinenægtere skal ifølge ministerium bruges til at forstå årsagerne til afvisningen.

Spanien vil registrere de personer, der nægter at lade sig vaccinere.

Det siger landets sundhedsminister, Salvador Illa, mandag ifølge BBC.

Søndag begyndte Spanien ligesom en række andre EU-lande at vaccinere befolkningen.

Regionale myndigheder vil i den kommende tid invitere folk til at få den frivillige vaccine, når det er deres tur.

Illa understreger, at en vaccine ikke vil blive gjort obligatorisk.

– Vi kommer til at skabe et register, som vil blive delt med vores europæiske partnere, over de mennesker, som har fået tilbudt vaccinen og simpelthen afvist den, siger sundhedsministeren ifølge BBC.

– Det er ikke et dokument, som vil blive gjort offentligt, og det blive gjort med den størst mulige respekt for databeskyttelse.

(I galleriet over artiklen kan du se eventuelle bivirkninger i forbindelse med coronavaccinen),

Ifølge det engelsksprogede spanske medie thelocal.es skriver Spaniens sundhedsministerium, at “det er vigtigt at registrere afvisninger af vaccinen for at forstå de mulige årsager i forskellige befolkningsgrupper”.

Flere målinger peger på, at der er en relativt udbredt skepsis over for vaccinen i Spanien.

Mange nægtere

En nylig måling blandt spanske borgere viser ifølge nyhedsbureauet AFP, at andelen af personer, der ikke ønsker at tage vaccinen i Spanien, er på omkring 28 procent.

I november viste en måling, at andelen lå på 47 procent.

Den seneste måling viser også, at 40,5 procent er klar til at få et stik, mens 16,2 procent vil gøre det, hvis vaccinen viser sig at være “pålidelig”.

Spanien har været et af de værste ramte lande af coronapandemien.

Næsten 1,9 millioner mennesker har i løbet af pandemien været registreret som smittede. Omkring 50.000 coronasmittede er døde.

Spanien har ifølge BBC et landsdækkende udgangsforbud mellem 23.00 og 06.00, som gælder indtil tidligt i maj.

Regionale myndigheder kan implementere det på forskellig vis. Der findes også undtagelser til forbuddet.

Danmark

Efter nytår åbner Sundhedsstyrelsen et elektronisk bookingsystem så de, der bliver tilbudt at blive vaccineret mod coronavirus covid-19, selv kan vælge tidspunktet. Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

– Når det er din tur til at få en vaccination, går du ind og booker tid på vacciner.dk. Den er styret centralt og åbner kun for personer, der har et af de cpr-numre, der nu tilbydes vaccination. Vaccination bliver foretaget på et af de regionale vaccinationscentre. Når du har fået din første vaccination, reserverer systemet plads til stik nummer to, som skal foretages 21-28 dage efter, siger direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, i pressemeddelelsen.

Ikke for alle

Da der i skrivende stund ikke er vaccinationer nok til hele landets befolkning, har man valgt at starte med at vaccinere de grupper, der har størst risiko for et alvorligt forløb med covid-19, eksempelvis ældre på plejehjem. I samme ombæring tager man sig også af personalet på plejehjem og altså visse ansatte i sundhedsvæsnet.

Flere vaccineres

I den kommende tid kommer der flere vaccinationer til Danmark, og som tiden går, vil flere og flere blive tilbudt en vaccine.

Når det sker, kan man altså benytte sig af det nye bookingsystem, der åbner efter nytår.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu