ANNONCE

Vilde scener: Påkørsel, vold og knivstikkeri

27. juli 2020 15:58 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

To knivoverfald søndag aften har efter alt at dømme sammenhæng

Vilde scener: Påkørsel, vold og knivstikkeri
Ishøj Strandvej. Foto: Øxenholt Foto.

Opdatering: Nu er der nyt i sagen omkring Ishøj Strandvej. Den opdatering kan du se under billederne i bunden af artiklen.

Original artikel:

Politiet rykkede søndag aften med kort tids mellemrum ud til to knivstikkerier sydvest for København:

Det ene knivstikkeri skete på Ishøj Strandvej i Ishøj og efterforskes af Københavns Vestegns Politi. Det andet skete på Hundige Havn, som ligger i Midt- og Vestsjællands Politikreds.

(Der er billeder fra de to gerningssteder i bunden af artiklen).

Ved overfaldet på havnen blev en 31-årig mand stukket ned.

Nu bliver flere personer fremstillet i grundlovsforhør i de to sager.

I sagen fra Ishøj Strandvej fremstiller politiet tre mænd. Retsmødet vil blive begæret holdt for lukkede døre. Det betyder, der for nuværende ikke er flere oplysninger i sagen, skriver Københavns Vestegns Politi på Twitter.

Tre mænd bliver fremstillet i grundlovsforhør i Roskilde i sagen fra Hundige Havn.

Det drejer sig om en mand på 18 år og to mænd på 19 og 30 år. De to sidste bliver fremstillet in absentia (uden selv at være til stede. red).

Og det er der en rigtig god grund til.

Ifølge kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi var de nemlig involveret i overfaldet fra Ishøj Strandvej.

– De er kommet til skade og er indlagte. Så de kan ikke møde fysisk op, siger han til Newsbreak.dk.

Det 31-årige offer er efter en operation fortsat indlagt på et sygehus, men meldes i stabil tilstand og uden for livsfare.

Han forventes afhørt nærmere i dag mandag, idet politiet arbejder ud fra en tese om, at der kan være tale om et internt opgør mellem grupperinger i det storkøbenhavnske område.

Midt- og Vestsjællands Politi hører gerne fra personer, der har opholdt sig i området ved Hundige Havn, og som har gjort iagttagelser i forbindelse med overfaldet på den 31-årige mand eller køretøjer, der er kørt hastigt fra stedet efterfølgende.

Kontakt politiet på telefonnummer 114 med oplysninger i sagen.

Opdatering:

Tre mænd på 20, 24 og 30 år blev anholdt efter en episode søndag aften omkring klokken 19.35 på Ishøj Strandvej, hvor en 30-årig mand blev påkørt med en bil, og en 19-årig mand blev stukket med kniv og slået i hovedet.

Begge ofre er fortsat indlagt på hospital.

De tre anholdte blev fremstillet i grundlovsforhør mandag over middag og begæret varetægtsfængslet. Retten i Glostrup bestemte ved et retsmøde for lukkede døre, at de skulle varetægtsfængsles i fire uger.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse. 

Københavns Vestegns Politi, som efterforsker hændelsen som forsøg på manddrab, har blandt andet indbragt to biler til undersøgelser og efterlyser vidner, som måtte have overværet episoden på Ishøj Strandvej.

– Nu fortsætter efterforskningen, som aktuelt indikerer, at hændelsen udspringer af personlige uoverensstemmelser mellem personer med relation til et kriminelt miljø. Hændelsen kan have sammenhæng med en anden voldsepisode kort forinden i Hundige – men det skal vores videre efterforskning afdække nærmere, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose.

Han tilføjer, at Københavns Vestegns Politi er i tæt kontakt med Midt- og Vestsjællands Politi, som efterforsker hændelsen i Hundige.

Fordi retsmødet blev holdt for lukkede døre, kan Københavns Vestegns Politi ikke kommentere sagen yderligere på nuværende tidspunkt.

I sagen fra Hundige Havn blev alle tre personer varetægtsfængslet til 20. august.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu