Vildt hærværk på værested for udsatte kvinder

3. januar 2019 15:59 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Kvinderne har nu ikke noget opholdssted.

Del:

Et værested for udsatte kvinder i Aarhus har nytårsaften været udsat for et voldsomt hærværk.

Så voldsomt, at det nu må holde lukket.

– Vi har 15-20 kvinder i dagtimerne og 8-10 sovende om natten. Så nogle få har ødelagt det for mange, siger Anders Sørensen, der er daglig leder af Reden.

Det var et sørgeligt syn, der mødte medarbejderne efter nytåret. Et syn, som Reden har valgt at dele med offentligheden på Facebook. Og det er der en god grund til.

– Vi håber, at det kan give politiet nogle spor, siger Anders Sørensen.

Hærværket blev begået både ude og inde – dog kun med materiel skade. Der er – udover hærværket med inventaret – sprøjtet med en brandslange, som har givet store vandskader på gulve og lofter.

“Vi har holdt krisemøde i personale gruppen og aftalt, at hvis bygningsmyndighederne siger god for det og vi får strøm og så videre på plads, så åbner vi op i dagtimerne i næste uge”, står der i opslaget.

– Der var nogle aflåste rum, som de ikke har været inde i. Dem håber vi at kunne bruge, siger Anders Sørensen, der dog også fortæller, at det nu er op til forsikring og skadesservice.

Hører gerne fra vidner

Det har ikke været muligt for Newsbreak.dk at få kontakt til den, der sidder med sagen hos Østjyllands Politi.

– Vi har ikke fået afgørende oplysninger i sagen endnu og har ingen mistænkte i kikkerten. Så vi hører meget gerne fra vidner eller andre, der ved noget. Der er sket så store skader på stedet, at der er en vis sandsynlighed for, at nogen måske har hørt noget, har Lennart Glerup, vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi, sagt til TV2 Østjylland.

“Vi er rystede over den voldsomhed hærværket er udøvet med, men vi elsker vores meningsfulde arbejde og glæder os til at komme i gang igen”, slutter Redens opslag.

Reden hører under KFUKs sociale arbejde for socialt udsatte mennesker.

Har du oplysninger i sagen, kontakt Østjyllands Politi på telefonnummer 114.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu