Vildt knivrøveri: Taper ekspedient sammen med gaffa

27. november 2018 07:33 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Søndag blev en tankstation udsat for et voldsomt røveri.

Søndag klokken 23.26 blev en 23-årig ekspedient på en tankstation udsat for et voldsomt røveri.

Nu efterlyser Østjyllands Politi i døgnrapporten- med billeder – røveren.

Det er Q8 på Fredensvang Runddel i Viby, der blev udsat for knivrøveren.

En ukendt person kom ind på tankstationen og truede verbalt og med en køkkenkniv ekspedienten til at låse døren og slukke for lyset og derefter tømme kasseapparatet for penge og overdrage dem til ham.

Bandt med gaffa

Han førte ekspedienten ud i baglokalet, hvor han begyndte at fylde flere sorte affaldssække med cigaretter. Herefter beordrede han ekspedienten til at lægge sig ned på gulvet, hvorefter han bandt hans fødder og hænder med gaffatape.

Gerningsmanden forlod herefter butikken gennem bagdøren og flygtede i ukendt retning. Ekspedienten fik herefter vristet sig fri og fik trykket på overfaldsalarmen.

Gerningsmanden beskrives som:

25-30 år
185-190 cm høj
Mellemøstlig af udseende
Almindelig kropbygning
Mørk i huden
Talte dansk med accent
Var iført en sort maske over munden (muligvis med hvidt mønster), en sort kasket, sort softshell-jakke med hætten trukket over kasketten, grå bukser med lommer (muligvis af mærket Carhartt) og sorteNike-sko
Medbragte gaffatape og en køkkenkniv

– Vi er især interesserede i at høre fra vidner, der kan gøre os klogere på, hvordan manden kom væk fra tankstationen. Vi ved ikke, om det var til fods, i bil, på cykel eller noget helt fjerde, og i hvilken retning han stak af, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Janni Lundager, til TV2 Østjylland.

“Østjyllands Politi hører meget gerne fra vidner, der kan have set gerningsmanden umiddelbart før eller efter røveriet eller som har andre oplysninger, der kan være relevante for politiet. Østjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114”, skriver politikredsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu