ANNONCE
Søndag formiddag afbrød politiet en større gruppe vinterbaderes hyggelige fælles dyp.
Vinterbaderne var samlet ved Himmelsøen på Darupvej i Roskilde. Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Da en patrulje ankom til Himmelsøen, var 17 vinterbadere at finde i søen i et afgrænset område, hvor der var slået hul i isen. Deres tøj lå i et shelter tæt ved.
De 17 personer, som var i alderen 26-51 år, blev alle sigtet, og i nær fremtid vil de modtage en bøde for at overtræde forsamlingsforbuddet.
Vinterbaderne var ikke de eneste, som brød forsamlingsloftet i weekenden. Alene i Midt- og Vestsjælland rapporterer politiet om flere episoder, hvor der skal deles bøder ud.
Ifølge de gældende coronarestriktioner er der forbud mod at samles mere end fem personer i det offentlige rum.
ANNONCE