Vinteren er startet: Er du for sent ude?

7. oktober 2019 07:00 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Der har været saltbiler på vejene natten til søndag.

Så er det tilsyneladende sidste udkald, hvis du skal nå at have vinterdæk på bilen. Vinteren er nemlig begyndt, hvis man spørger Vejdirektoratet.

I en pressemeddelelse offentliggøres det nemlig, at de første saltbiler har været på vejene. Det skyldes nogle meget kolde nætter.

Natten til søndag klokken 02.27 blev altså klokkeslettet for vintervejr på vejene. Da kørte saltsprederne nemlig til Svingbroen ved Næstved for at salte. Godt en time senere var den gal på Fiskebækbroen syd for Farum på Nordsjælland.

Saltbilerne er således sendt i værk noget tidligere end de plejer. I 2018 var det ifølge Vejdirektoratet først 26. oktober, det blev nødvendigt med saltspredning. Det var i Vendsyssel, Vesthimmerland og Himmerland.

På en normal vinter har Vejdirektoratet udkald til saltning gennemsnitligt 107 gange, og der bliver brugt 58.700 tons salt, oplyser Vejdirektoratet.

Hvorfor vinterdæk?

I Danmark er der intet lovkrav om, at bilister skal have vinterdæk på. Sådan er det dog blandt andet i Sverige og Tyskland. Det betyder kort sagt, at du ikke behøver skifte dæk, men det er dog en god idé, har Rådet for Sikker Trafik tidligere forklaret Newsbreak.

Den primære årsag er en markant forbedring af bremselængden, når bilen har vinterdæk på.

(Artiklen fortsætter under videoen)

– Det er altid et valg, folk må gøre, om de vil køre uden vinterdæk. I bund og grund handler det om fremkommelighed, og har man taget valget om ikke at køre med vinterdæk, så kan man jo tage bussen eller arbejde hjemme fra, siger Jesper Sølund til Newsbreak.dk og fortsætter:

– Vinterdæk bremser bedre, når det er glat, lige som almindelige dæk bremser bedre, når det ikke er glat.

Derfor erkender han også, at det kan være svært at tilpasse bilen til det yderst omskiftelige vejr i Danmark. I galleriet over artiklen kan du få en række vigtige råd, du skal kende, hvis du selv skifter hjul.

Kolde nætter

De seneste dage har det været meget koldt om natten. Flere gange frost. Mandag morgen forklarede Danmarks Meteorologiske Institut, at det er koldest i Nordjylland natten til mandag.

– Det er minus 2,3 grader i Nordjylland, som det koldeste. Der er frost i en pæn del af Jylland og også i det nordlige Sjælland, siger vagthavende meteorolog Anja Bodholt.

Nu skifter vejret dog en smule om, og dder kommer en varmfront ind, som sætter lidt plusgrader på vejrkortet.

Vinteren er dog kommet, og hos Vejdirektoratet er der faktisk overvågning af vejtemperaturer i perioden oktober til maj.

Hvis vintervagten vurderer, at glatføre er opstået – eller vil opstå – sørger vintervagten for, at der bliver saltet og ryddet sne“, skriver Vejdirektoratet.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu