Vintertips: Sådan holder du din cykel fri for rust

4. december 2018 13:32 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Din cykel kan blive ødelagt, hvis du bare stiller den i skuret efter den første uge med sne, siger eksperter.

Mange stiller cyklen i skuret efter den første kedelige uge med sne, sjap og glatte cykelstier.

Men du risikerer at stå med en rustbunke til foråret, hvis du ikke gør cyklen klar til vinterhi.

– Så kan du roligt regne med, at når du hiver den frem igen et par måneder efter, så er den ræverød af rust, fordi der simpelthen har ligget salt og irret på den, siger Magnus Lindhart Jørgensen, der er cykelmekaniker i Cyklistforbundet.

Vejsaltet får nemlig metallet til at ruste, og derfor er det hård kost for cyklen, hvis du kører på den hele vinteren.

Men det bliver faktisk endnu værre, hvis du kun cykler de første snevejrsdage og herefter stiller cyklen væk, forklarer Magnus Lindhart Jørgensen. Så får saltet nemlig lov til at gnave i fred.

– Jeg har set mange, som har været nødt til at købe nye cykler, fordi det er for dyrt at sætte dem i stand efter sådan en omgang, siger han.

Derfor skal du give cyklen lidt kærlighed, hvis du vælger at sætte den i skuret for vinteren.

– Så skal du give den en tur med haveslangen og sørge for, at saltet er væk først, siger cykelmekanikeren.

Skal give cyklen kærlighed

Samme råd lyder fra Jens Hoseassen, som er bestyrelsesmedlem i Danske Cykelhandlere og ejer af Fri BikeShop Nyborg.

Han kender alt til problemstillingen med folk, der stiller cyklen i skuret efter de første dage med sne, fordi de vil skåne sig selv eller cyklen.

– Men det dur ikke. Man skal give cyklen lidt kærlighed, før man stiller den fra sig, siger han.

Ligesom Magnus Lindhart Jørgensen anbefaler han, at du giver cyklen en tur med vand og børste eller en haveslange, før den ryger i cykelkælderen. Det behøver ikke at være med sæbe, men bare vand.

– Det er vigtigt, at man bare får cyklen skyllet af for det salt, skidt og snavs, der eventuelt måtte sidde på cyklen, siger Jens Hoseassen.

Når cyklen er dryppet af og tør, kan du putte noget tynd olie på en klud og tørre stellet over.

– Så giver man cyklen et lag overfladebeskyttelse af en tynd olie, og så giver man kæden en gang fed olie. Så har man altså gjort det optimale, siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu