Voldsom brand hærgede uden nogen logisk forklaring: Politiet leder nu efter tre drenge

14. november 2017 15:55 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Politiet vil meget gerne i kontakt med de unge mænd.

Hvordan går der ild i en stak halmballer på en mark midt i november, når halmballerne ikke er i nærheden af nogen umiddelbar antændingskilde? Det spørgsmål prøver Midt- og Vestsjællands Politi at finde svar på, efter at man i går rykkede ud til en brand i en stak halmballer på en mark i Ejby ved Kirke Hyllinge.

Newsbreak.dk omtalte branden mandag aften, og tirsdag fortsatte slukningsarbejdet faktisk, da Beredskabsstyrelsen Sjælland sammen med Vestsjællands Brandvæsen sørgede for at komme de sidste gløder til livs.

Når der bliver ringet 112, fordi der er udbrudt brand, får brandvæsnet og politiet besked herom samtidig, og politiet sender da mere eller mindre også altid folk ud for at besigtige og eventuelt afspærre et område i forbindelse med en brand. Det er så også mest det, politiet foretager sig, når branden står på.

– Det rent praktiske med at slukke branden overlod vi ret hurtigt til brandvæsnet. Det er deres specialkompetenceområde, fortæller kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard, til Newsbreak.dk.

Politiets rolle ikke udspillet

Men mens branden brændte lystigt videre, foretog man sig dog alligevel noget hos politiet. Man talte med vidner, og man dannede sig et overblik.

– Vi er interesserede i at vide, hvorfor sådan en brand starter. En halmstak ude på en mark – uden antændelseskilder, strøm eller maskineri der kan udvikle varme … en halmstak bryder ikke i brand af sig selv, lyder det fra Martin Bjerregaard.

Nej, der har været en kilde. Måske nogen, der har overtrådt beredskabsloven uden at vide det, og er gået fra stedet, ikke klar over, at brandvæsnet snart ville invadere området. Politiets arbejde har gjort, at man ved, at tre drenge blev set i nærheden af halmballerne, da branden brød ud.

De drenge vil man gerne tale med hos lokalpolitiet i Roskilde, der har sagen.

– De knægte kunne være der i legalt ærinde, men de kan også have haft tændstikker med og bevidst eller ved et uheld være kommet til at sætte ild til det (halmen, red.). Det er der, vores rolle skal udfyldes, lyder det fra Carsten Andersen.

Hvis du har oplysninger, der kan bidrage til sanges opklaring, bedes du kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på 114.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu