ANNONCE
To ud af tre længer er brændt ned, efter en brand sent onsdag aften hærgede en gård på Anagervej mellem Munke Bjergby og Sorø på Sjælland.
Det oplyser vagtchef Lars Denholdt fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi torsdag morgen til Newsbreak.dk:
– Da anmeldelsen kom, var der ild i én længe. Den breder sig til bygning nummer to, der også bliver overtændt, siger vagtchefen og fortsætter:
– Der er på det tidspunkt ingen udsigt til, at bygningerne kan reddes, så brandvæsnet hjælper beboerne med at redde deres værdier ud, siger Lars Denholdt.
Ingen af husets beboere er kommet til skade.
Ifølge vagtchefen går mistanken på, at branden er opstået i forbindelse med opladning af en elbil:
– Det er i hvert fald i det område, branden er startet, så der kan måske være sket en kortslutning ved ladestationen, siger Lars Denholdt.
Yderligere undersøgelser i løbet af onsdag skal afklare den præcise brandårsag.
ANNONCE