Voldsom brand på dansk havn

25. februar 2020 09:03 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Tirsdag morgen har der været brand i flere både på land i Kaløvig Bådehavn ved Skødstrup.

Omkring klokken 05.30 blev Østjyllands Brandvæsen kaldt ud til brand i båd på land. Da brandvæsnet ankom viste det sig at være mere omfattende.

Flere af bådene er fuldstændig nedbrændt, lyder det fra indsatsleder ved Østjyllands Brandvæsen Bjørn Kristensen.

Artiklen fortsætter efter videoen

Ild i fire både

– Vi får en melding om ild i en båd på land. Jeg lander derude som den første og kan se, at der er tale om fire både, som jeg melder tilbage til resten, siger indsatslederen til Newsbreak.dk.

Desuden var der også en melding om, at branden kunne sprede sig.

Brandfolkene starter med at forsøge at begrænse spredningen, og da det undervejs giver bedre sigtbarhed, kan de se, at der er tale om 10 både, der alle er ramt af flammerne.

Total nedbrændt

Østjyllands Brandvæsen har netop sendt de sidste brandfolk fra stedet, og branden har sat sine spor.

– Omkring syv af bådene er nedbrændt, mens der er skader på tre andre, men der er ingen personskade, siger indsatsleder Bjørn Kristensen.

Han forklarer, at Østjyllands Politi har afspærret området, og at bådenes ejer i løbet af morgenen vil blive kontaktet af havnekaptajnen på Kaløvig Bådehavn.

– Vi er i gang med at finde frem til ejerne af bådene, siger havnekaptajn Allan Rundberg tirsdag formiddag til Newsbreak.dk.

Han forklarer yderligere, at det kræver en del arbejde, da flere er bådene er nedbrændt. Men han regner med at alle ejere er kontaktet i løbet af tirsdagen.

Østjyllands Politi bekræfter overfor Newsbreak.dk, at de har været til stede ved branden.

Kan ulme videre

Selv om brandvæsenet egentlig har sluppet opgaven, så kan det dog være, at der skal tjekkes op på situationen.

– Glasfiber smelter i lag, så når det er smeltet, kan der ligge noget og ulme, som vi ikke har været opmærksom på ellers, forklarer indsatslederen, der mener, at det bliver en opgave efter vagtskiftet tirsdag morgen.

Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke afdækket en brandårsag, forklarer kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi Jakob Christiansen.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu