ANNONCE

Voldsom dødsulykke undersøges stadig

28. september 2020 14:33 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Fredag aften kørte tre unge mænd ind i et hus. Nu er der en opdatering på dødsulykken.

Den alvorlige ulykke har indtil videre kostet to mænd livet. Den tredje er forsat i kritisk tilstand, oplyser Fyns Politi.

I en pressemeddelelse løfter Fyns Politi sløret for, hvor langt de er med at klarlægge, hvad årsagen til den fatale ulykke er.

Se video hos Local Eyes

Afventer bilinspektør

Fredag aften kort før klokken 22.00 kørte tre personer galt på Østerbro i Odense.

Tidligere har Fyns Politi overfor Newsbreak.dk oplyst, at bilen med tre unge mænd pludselig skrider ud, rammer en lygtepæl og kører direkte ind i en husmur.

Det var dog ikke muligt for politiet at sige noget om årsagen til ulykken.

Fyns Politi formoder, at føreren har mistet herredømmet over bilen, men årsagen kan ikke lægges fuldstændig fast, før resultaterne fra bilinspektørens undersøgelser er klar.

Ifølge pressemeddelelse tyder det ikke på, at bilinspektøren har afsluttet sine undersøgelser i forbindelse med dødsulykken endnu.

Det er også uvist, om der er alkohol eller stoffer involveret i ulykken. Der er blevet taget prøver for at klarlægge dette, men der vil først være et resultat om to uger.

Ingen detaljer

Fyns Politi har holdt meget tæt med informationer om de tre, der forulykkede fredag aften.

Dog har politiet forklaret, at der var tale om tre unge mænd på 21 år.

Fyns Politi oplyser, at de ikke kan oplyse detaljer om, hvem de to dræbte og den tilskadekomne er, men de kan dog understrege, at de unge mænd ikke har tilknytning til bandegrupperinger.

Dødsulykken medførte at området, hvor ulykken skete på Østerbro i Odense var spærret i flere timer.

Men dødsulykken medførte også en anden aktion, som fandt sted længere væk fra ulykkesstedet.

Sikring af hospital

I forbindelse med ulykken var Fyns Politi også rykket ud til Odense Universitets Hospital, OUH.

Årsagen var, at politiet vurderede, at den alvorlige ulykke ville betyde, at mange mennesker ville opsøge hospitalet.

Derfor iværksatte Fyns Politi en såkaldt skal-sikring af hospitalet.

Formålet med en skal-sikring er at give personalet den nødvendige arbejdsro samt at skabe sikkerhed både for patienter og personale.

Når politiet gør brug af den type sikring sker det altid efter en konkret risikovurdering.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu