Voldsom ulykke med flere biler: Alle kvæstede er nu uden for livsfare

19. august 2018 21:29 | Af: Matias Mortensen, mm@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Flere biler har søndag middag været involveret i et tilsyneladende meget alvorligt trafikuheld.

Voldsom ulykke med flere biler: Alle kvæstede er nu uden for livsfare
En person blev bragt il Rigshospitalet med lægehelikopter. Foto: René Lind Gammelmark

Seks personer var søndag omkring middagstid involveret i et alvorligt harmonikasammenstød mellem fire biler mellem byerne Havrebjerg og Slagelse på Vestsjælland. Der blev kaldt syv ambulancer og en lægehelikopter ud til ulykkesstedet.

To personer kom alvorligt til skade, men alle seks personer er uden for livsfare søndag aften. Det fortæller Stefan Jensen, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters politi.

– Der var én, som blev fløjet til Rigshospitalet. Men alle er uden for livsfare, så der er ikke så alvorlige skader.

– Der var seks tilskadekomne. De andre fem blev kørt til tjek på Slagelse Sygehus, siger han.

Tilstanden for to af de involverede blev omkring klokken 14.00 betegnet som kritisk, men det var en foreløbig melding, lød det fra Ove Christoffersen, der ligeledes er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politiet fik meldingen om uheldet klokken 12.12. På Kalundborgvej holdt en bil stille og ventede på at dreje ned ad en sidevej.

– Det var et harmonikasammenstød. Der var én, som holdt og ventede i venstresving, mens der holdt to yderligere biler bagved. Så kom der en fjerde bil og påkørte bagfra, siger vagtchefen.

Vejen var en periode efter ulykken fuldstændig spærret for trafik på stedet.

Det er efter flere forsøg ikke lykkedes Newsbreak.dk at komme i kontakt med Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi for yderligere oplysninger.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu