ANNONCE

Voldsom ulykke: Ulovligt gaderæs

12. juli 2020 06:44 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Politiet formoder, at der er tale om ulovligt gaderæs.

Voldsom ulykke: Ulovligt gaderæs
Mindst to biler har været involveret i den voldsomme ulykke. Foto: Presse-fotos.dk

Opdateret 12. juli 06.44:

Flere af de involverede i en voldsom ulykke på Rugårdsvej, en indfaldsvej i Odense, er under mistanke for at have kørt såkaldt gaderæs. Det bekræfter Fyns Politi overfor Ritzau. Desuden er der tale om en personkreds, der gjorde, at politiet slog ring om Odense Universitetshospital.

Som Newsbreak.dk allerede fredag kunne beskrive, tog Fyns Politi fredag aften opstilling ved hospitalets traumeafdeling kort efter ulykke, der blev anmeldt tidligt lørdag aften. Det bekræftes nu, at der var tale om en såkaldt skalsikring, hvor ydersiden bevogtes af politiet.

Trods meldinger om syv kvæstede, oplyses det søndag morgen, at tre personer kom til skade i ulykken, hvor tre biler var involveret. To, der efter politiet overbevisning kørte ræs, og så en tilfældig bilist, der ufrivilligt blev indblandet.

Frontal ulykke

Den ene af de ræsende biler, en Volvo S60, stødte frontalt sammen med en tilfældig bilist i en Hyundai, som kom kørende i den modsatte retning. Ved sammenstødet blev Hyundaien skubbet ind i et tredje køretøj.

– Øjenvidner har fortalt os om et voldsomt kørselsforløb med to biler i udadgående retning på Rugårdsvej inden uheldet. Vi formoder, at der er tale om gaderæs, altså at de har kørt om kap, siger vagtchef Steen Nyland fra Fyns Politi natten til søndag til Ritzau.

En af personerne er svært kvæstet bragt til behandling på Odense Universitetshospital.

– Der er tale om føreren af den Volvo, som kørte om kap. En ung mand i begyndelsen af 20’erne, Det var ham, som lavede en fejl, der førte til sammenstødet. Det ved vi fra vidneforklaringer og undersøgelser på stedet, siger vagtchefen.

Føreren af Hyundaien samt en person fra den tredje bil i uheldet pådrog sig mindre skader. Begge er blevet tilset på hospitalet.

Den anden bilist, som deltog i det formodede gaderæs, kørte fra stedet efter sammenstødet mellem de tre andre biler. Det er endnu ikke lykkedes for politiet at få kontakt til føreren af den bil, oplyser Steen Nyland.

Rugårdsvej var fuldstændig spærret af i begge retninger ved Prins Valdemars Vej i over to timer efter trafikuheldet, der blev anmeldt omkring klokken 20.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu