ANNONCE

Voldsomme regnskyl: Vejrskiftet på vej

28. juni 2020 15:41 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

På det østlige Sjælland tog temperaturen et dyk på omkring fem grader søndag.

Da regnen, der har følge af en koldfront mod den høje temperatur, ramte det østlige Sjælland dykkede temperaturen fra omkring 25 grader til 20 grader. Nu er et omtalt skifte i vejret definitivt i gang.

Søndag eftermiddag begyndte det at regne flere steder i landet, men ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) er det så absolut over Sjælland, at der er faldet mest nedbør. Omkring Helsingør lige omkring, måske lidt over, grænsen for skybrud.

For, at der er tale om et skybrud, skal der falde mere end 15 millimeter regn på 30 minutter. Vagthavende meteorolog Frank Nielsen fortæller Newsbreak.dk, at der er mere regn, der bevæger sig østover.

I østjyske Aarhus har det også regnet, og det var intenst, men kortvarigt. I det meste af Jylland kommer der næppe mærkbare mængder regn, som søndagen skrider frem, lyder meldingen fra DMI søndag eftermiddag.

Dobbelt skybrud

Søndagens regnvejr, der i skrivende stund endnu plasker ned over Sjælland, var dog slet ikke tilnærmelsesvis så vådt som den regn, der lørdag sendte kaskader af vand over flere jyske byer. Ifølge TV2 Vejret blev der rent faktisk næsten målt dobbelt skybrud lørdag i sønderjyske Kruså.

– De tordenbyger var kraftige, så det tror jeg gerne. Det lå som et bælte fra Als mod nordvest, siger Frank Nielsen til Newsbreak.dk. Her har det buldret og braget lørdag. TV2 Vejret noterer sig, at der var over 8000 lyn.

Frank Nielsen siger, at der i løbet af den sene eftermiddag og tidlige aften vil blive tyndet godt ud i regnvejret, og fremadrettet ser det “slapt ud”. Derfor skal vi nok ikke vente meget mere vand, men som tidligere nævnt har koldfronten skubbet en ny slags vejr med sig.

Det er slut med de sveddryppende sommerdage, vi lige nåede at kende så godt – i hvert fald for nu.

Almindelig sommer

Som nævnt de seneste dage træder et vejskifte ind, når en ny uge indledes mandag. Generelt bliver det mere traditionelt sommervejr. Lars Henriksen, der også er meteorolog ved DMI, kaldte det lørdag morgen for “ustadigt”.

– Efter en meget varm lørdag bliver det gradvis koldere, det bliver blæsende, og det bliver ustadigt. Altså traditionelt dansk sommervejr. Det er helt normalt, sagde Henriksen.

Faktisk er der lagt op til noget af en omvæltning sammenlignet med de seneste dages armhulevædende sommerdage. For eksempel tirsdag er der udsigt til mellem 15 og 18 grader. Tager vi de to yderpunkter lørdag og tirsdag og sammenligner er det en ret massiv forskel.

– Det er jo 15 grader. Vildt, sagde Lars Henriksen lørdag.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu