ANNONCE

Voldsomt gaderøveri med kniv, Hyundai og Yaris

6. januar 2021 12:59 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Politiet søger vidner til et voldsomt røveri.

Voldsomt gaderøveri med kniv, Hyundai og Yaris
Politiet efterlyser vidner til et voldsomt røveri. I det indgik blandt andet to biler. Foto: Kim Hong-Ji/Scanpix.

To 27-årige mænd blev tirsdag aften påkørt, herefter blev den ene udsat for et voldsomt røveri.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Tirsdag klokken 19.51 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en bil på Rosenvangs Allé i Højbjerg var blevet påkørt forsætligt af to andre biler.

Den 27-årig passager i bilen har forklaret til politiet, at bilen pludselig blev overhalet af en anden bil, der kom i høj fart.

Den anden bil trak ind foran og bremsede ned, så hans 27-årige kammerat, der var fører af bilen, var nødt til at gøre det samme, hvorefter hans bil blev påkørt bagfra af en tredje bil.

Flere personer steg herefter ud af bilerne, der holdt foran og bagved, og gik hen mod bilen med de to kammerater, hvilket fik føreren til at stige ud og løbe fra stedet.

Han løb op til den nærliggende tankstation for at få hjælp til at ringe efter politiet.

Hans kammerat på passagersædet blev siddende i bilen, og han har forklaret politiet, at en af personerne trak ham ud af bilen, hvorefter han blev slået og truet med en kniv.

En anden person var i mellemtiden kravlet ind på bilens bagsæde, hvorfra han havde stjålet den 27-åriges bæltetaske.

Nu bliver røveriet og påkørslen efterforsket.

Kendte de hinanden i forvejen?

– Det er en af de ting, der indgår i efterforskningen, siger Janni Lundager, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi, til Newsbreak.dk.

Stak af

Kort efter røveriet løb personerne tilbage til de to biler og ifølge vidneforklaringer kørte de fra stedet ad Rosenvangs Allé mod øst og drejede til højre i krydset ved Oddervej.

De to biler beskrives som en mindre Hyundai og en Toyota Yaris.

Gerningsmanden, der hev den 27-årige ud af bilen og slog ham i ansigtet, beskrives som:

Mand
20-30 år gammel
Cirka 180 centimeter høj
Formentlig arabisk af afstamning
Var iklædt sort hue, hætte og maske
Var bevæbnet med en sort foldekniv

– Vi vil gerne høre fra flere vidner end dem, vi allerede har talt med, siger Janni Lundager.

Østjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu