De fleste forældre vælger vuggestue over dagpleje: Men er det det rigtige valg?

2. august 2018 19:21 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Valget mellem de forskellige pasningsformer er et, de fleste forældre kommer til at stå over for

De fleste forældre vælger vuggestue over dagpleje: Men er det det rigtige valg?
Tænk på dit barn og dets personlighed før du vælger. (Foto: Shutterstock)

Spørgsmålet om, hvorvidt man skal sende junior i vuggestue eller dagpleje er et, utallige forældre gennem tiderne har bøvlet med.

Og fandtes der et klart svar på, hvad der var bedst, var det nok ikke nødvendigt at skulle tage stilling til spørgsmålet selv.

Det mest udbredte er, at sende sine børn i vuggestue. Danmarks Statistik har indtil videre modtaget tal fra 70 af landets kommuner fra 2017 om, hvor mange børn, der henholdsvis gik i dagpleje – eller gik i institution og var i alderen 0-2 år.

Deres tal viser, at 25.390 børn i de 70 kommuner i 2017 gik i dagpleje, mens 38.952 børn gik i institution – som oftest vuggestue.

Vuggestue eller dagpleje er et meget individuelt valg

Det er vidt forskelligt fra kommune til kommune, hvad forældrene typisk vælger.

I Aalborg går dobbelt så mange børn for eksempel i dagpleje som i institution, mens det i Aarhus ikke kunne forholde sig mere anderledes. Her er mere end seks gange så mange børn indskrevet i en institution som i en dagpleje.

Udviklingen går generelt mod, at flere forældre vælger at sende deres børn i institution, og en kritisk rapport fra BUPL, Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund, viste i 2013, at børn, der har gået vuggestue fik væsentligt højere karakterer i 9. klasse end dem, der havde gået i dagpleje.

Men den konklusion er siden blevet anfægtet af andre forskere.

Professor i matematisk statistik Peter Allerup fra Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet og Niels Glavind, analytiker og direktør i Bureau 2000 konkluderede i en artikel udgivet af fagforbundet FOA, at tallene ikke holdt i BUPLs analyse:

– Efter at have studeret den endelige rapport nærmere og haft en mindre korrespondance med de to forskere, er det vores opfattelse, at analysen har så mange svagheder, at der ikke er statistisk belæg for dens konklusioner, skrev de to forskere.

Fakta

Vuggestue eller dagpleje

DAGPLEJE:

I en dagpleje passes børnene som regel i dagplejerens private hjem. Denne pasningsform bruges typisk til børn under tre år.

Dagplejeren må ikke passe flere end fem børn. Der kan dog godt være op til 10 børn i et dagplejehjem, hvis der er to eller flere personer til at passe børnene.

Dagplejerne kan være kommunale, det vil sige godkendt, ansat og aflønnet af kommunen, eller private dagplejere, der har indgået en aftale om driften med kommunen.

VUGGESTUE:

Vuggestuer er typisk for børn under tre år. Vuggestuer kan enten være drevet af kommunen eller af en privat leverandør.

Kilde: Borger.dk
x
Del din kommentar
Forsiden lige nu