Weekend-tur: Disse steder skal du se

29. januar 2020 11:35 | Af: Ritzau Fokus

Danmark byder på en række fantastiske nationalparker og Unesco-geoparker.

En regnjakke, fornuftige sko og måske en sovepose.

Mere behøver du faktisk ikke for at være godt rustet til en weekendtur i nogle af Danmarks fantastiske naturområder.

Klik dig gennem galleriet – og læs herunder – hvor du finder nogle af landet smukkeste steder.

Artiklen fortsætter under videoen

I Jylland er det oplagt at tage til Nationalpark Thy, mener René Ljunggren, der er turguide, foredragsholder og forfatter til en lang række bøger om nordisk friluftsliv.

– Her finder man en fantastisk natur, som ikke findes nogen andre steder i landet. Man går i store områder med lyng og rullende bakker – og man har det barske Vesterhav lige ved siden af, siger han.

Desuden er der et rigt plante- og dyreliv og en masse bunkere og historiske seværdigheder.

– Der er storslået natur og oplevelser for enhver smag. Derfor er det et godt område for familierne, siger René Ljunggren.

Sjælland

Hvis turen går til Sjælland, er Møns Klint et besøg værd.

– Møns Klint er et spektakulært syn i foråret, hvor bøgen og forårsblomsterne springer ud og står som et farverigt blomstertæppe op mod den kridhvide klint, siger Tina Noregren, der er naturvejleder og bosat i Sverige, hvor hun underviser kommende friluftsguider.

Hvis du er til vandring, kan du gå Camønoen, hvor der er tydeligt afmærkede ruter.

Børn med på turen

Hvis du er afsted med børn – eller interesseret i geologi – kan du gå på fossiljagt nedenfor skrænten eller besøge området Ulvshale, hvor Naturstyrelsen har sluppet vilde heste ud.

Du kan også tage med på de arrangerede sejlture, hvor du kan se klinten tårne sig mod himlen fra havsiden.

– Møns Klint er et dynamisk naturområde, fordi vinden og havet gnaver i klinten. Det bliver ved at være et fantastisk syn. Og næste gang man kommer, kan området se helt anderledes ud, siger Tina Noregren.

Sydfynske Øhav

Et tredje oplagt bud på en forårstur i Danmark er Det Sydfynske Øhav, hvor du kan tage på øhop.

– Det er utrolig interessant at sejle rundt i det lavvandede område, som udgør sit eget lille ørige, siger René Ljunggren og tilføjer:

– Man kan fiske, overnatte på en lille ø eller se småhvaler. Og så er det bare enormt hyggeligt at sejle fra ø til ø.

Du kan købe den samme billettype, som man kender fra Middelhavet – en ø-hops-billet, hvor man kan sejle lige så mange ture, man vil.

Og der er masser at kigge på, for området er udpeget til at være en Unesco-geopark.

– Det rummer unik natur og geologi, som ikke findes andre steder i verden. Og det siger jo noget om, hvor fantastisk et område det er, siger René Ljunggren.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu