ANNONCE

Vender rundt: Anbefaler nu disse mod corona

6. juni 2020 06:35 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Tidligere har Verdenssundhedsorganisationen, WHO, ikke anbefalet at bruge mundbind. Men det gør den nu.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har ændret sine anbefalinger om brugen af ansigtsmaske.

Det skriver BBC.

WHO anbefaler nu, at alle anvender mundbind, når man er steder, hvor det er svært at holde afstand til andre.

Det siger organisationens generaldirektør, Tedros Adhanom Ghebreyesus, under et pressemøde fredag.

– Set i lyset af ny forskning anbefaler WHO, at regeringer bør opmuntre offentligheden til at bære mundbind på steder, hvor der er massespredning, og hvor social afstand er svært at overholde.

– For eksempel i offentlig transport, i forretninger eller andre steder med begrænset plads eller tætbefolkede områder, siger generaldirektøren.

Nogle lande forskellige steder i verden anbefaler allerede eller pålægger at bære ansigtsmaske i offentligheden.

WHO har tidligere sagt, at der ikke var bevis nok til at sige, at sunde mennesker skulle bære masker.

Organisationen har hele tiden anbefalet sundhedspersonale at bære maske, når de er i kontakt med syge personer.

Kan ikke gøre det alene

Masker alene kan dog ikke beskytte mod coronasmitte, lyder det også fra WHO.

– Masker kan give en falsk tryghed, som får personer til at se stort på håndhygiejne og afstand, siger Tedros på pressemødet.

WHO anbefaler desuden, at udsatte grupper som personer over 60 år samt personer, der har andre lidelser, bør bære medicinske ansigtsmasker på steder, hvor det er svært at holde afstand.

I Danmark har direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, flere gange sagt, at man ikke vil anbefale raske danskere at bruge ansigtsmaske.

I hele verden er der registreret mere end 394.000 coronarelaterede dødsfald, mens over 6,7 millioner personer er blevet testet positive med virusset.

Fakta

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu