ANNONCE
Mere end 300.000 tilfælde af coronavirus er konstateret på verdensplan, og virusset er bekræftet i næsten alle lande.
Det siger generaldirektør i Verdenssundhedsorganisationen (WHO) Tedros Adhanom Ghebreyesus på et virtuelt pressemøde mandag ifølge Reuters.
– Pandemien accelererer, siger generaldirektøren.
Han siger videre, at mange risikerer at dø af coronavirus, hvis ikke sundhedsansattes helbred bliver prioriteret. De kan ikke hjælpe med at redde liv, hvis de selv er syge, lyder det.
Ifølge Tedros Adhanom Ghebreyesus er det desuden vigtigt, at folk holder afstand og så vidt som muligt bliver hjemme. Dette er forholdsregler, som er nødvendige for at vinde over coronavirus, siger han.
Han oplyser, at det tog 67 dage, fra det første tilfælde af coronavirus blev bekræftet, til at 100.000 personer var bekræftet smittet. Dernæst tog det 11 dage, før yderligere 100.000 var bekræftet smittet.
Og den tid er blot blevet forkorter endnu mere. De næste 100.000 tilfælde blev nået på blot fire dage.
Der er dog håb, mener generaldirektøren.
– Vi er ikke hjælpeløse tilskuere. Vi kan ændre kursen for denne pandemi, siger han på pressemødet.
Hele miseren om den efterhånden berygtede coronavirus 2019-nCoV startede i slutningen af 2019, da verdenssundhedsorganisationen, WHO, blev alarmeret om flere udbrud af lungebetændelse i Wuhan i Kina.
Til stor bekymring for organisationen var der ikke andre eksisterende virusser, der mindede om den, der lå bag udbruddene af lungebetændelse. Det bekymrende var, at det var svært at danne sig et overblik over, hvilken effekt virussen har på mennesker, hvis den er ukendt.
Den 7. januar 2020 var der dog gennembrud i sagen om coronavirus 2019-nCoV, da kinesiske myndigheder havde identificeret virussen til at være en coronavirus. Virussen blev på daværende tidspunkt sat i familie med SARS og MERS, som er nogle af verdens farligste sygdomme. Her modtog virusset også navnet coronavirus 2019-nCoV.
ANNONCE